Den amerikanske skuespiller Chris Pratt har nu bevist, at han har flere trick oppe i sit ærme, end bare at have et komisk talent og en evne til at tryllebinde biografgængere.

I et lige dele absurd og sjovt indslag i det engelske talkshow 'The Graham Norton Show' afslørede den 37-årige skuespiller - der især er kendt fra film som Jurassic World og Guardians Of The Galaxy - at han mestrer den ædle kunst at lave et korttrick.

Selvom han i programmet, der blev sendt fredag, forklarede, at det var noget tid siden, han sidst havde praktiseret sin magi, besluttede han sig alligevel for at vise publikum, værten og de andre gæster, der bestod af sangeren will.i.am, skuespilleren Jennifer Lawrence og kokken Jamie Oliver, et trick, han selv kalder for 'Burn 'Em'.

»Det virker cirka 50 procent af gangene,« forklarede Chris Pratt med et smil, før han gav sig i kast med det forholdsvist langtrukne og episke korttrick.

Hvordan det hele endte, kan du se i videoen øverst i artiklen.