Rød løber, flotte kjoler og elegante jakkesæt. Sådan var rammerne da dronning Margrethe den 1. januar holdt sit årlige nytårstaffel. Skuespillerinden Kirsten Norholt var efterfølgende ude med en skarp kritik af de kvindelige politikere, og det har nu fået sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) til at svare igen.
Til dronning Margrethes årlige nytårstaffel var både regeringen, Hoffets ledelse og landets øverste embedsmænd inviteret til det, der kan betegnes som en meget prestigefyldt fest. Begivenheden blev vist hos både DR og TV2, og seerne kunne hjemme fra stuen følge med i, hvordan kvinderne i lange kjoler og mændene i deres jakkesæt mødte op på den røde løber.
Og særligt de kvindelige ministre fik en gevaldig opsang fra skuespillerinden Kirsten Norholt.
På sin Facebook-profil kritiserede hun søndag aften de kvindelige politikere, som hun kaldte 'bovlamme køer', for ikke at kunne bære kjolerne ordentligt.
'Når man nu betaler 15-20.000,- for en pragtfuld kjole, bør man eddermame osse kunne føre sig i den!', lød det fra Kirsten Norholt, der mener, de kvindelige politikere også burde have suget maven bedre ind og rettet ryggen.
Tidligere har Det Konservative Folkepartis gruppeformand, Mette Abildgaard, reageret, og nu svarer sundhedsminister Ellen Trane Nørby også på Kirsten Norholts kritik.
'Kan forstå, at det er faldet Kirsten Norholt meget for brystet, den måde vi kvindelige ministre som 'bovlamme køer' ankom til Nytårskuren med Majestæten på,' skriver sundhedsministeren på sin Facebook-side.
Ellen Trane Nørby kommer også med en lettere humoristisk undskyldning til skuespillerinden, der mener, politikerne kunne have gjort mere for at se godt ud i kjolerne.
'Skal da gerne beklage, at min højgravide mave i 34. uge ikke lige var sådan at suge ind...men kan til Norholts betryggelse sige, at kjolen ikke kostede 15-20.000 som Norholt mente, men derimod er selvdesignet (redesign på gammel kjole) og selvsyet, så bekymringerne om pris bør snarere gå på mine manglende evner som syerske,' skriver Ellen Trane Nørby.
Kirsten Norholts eget opslag har medført mere end 300 kommentarer. Mange deler Kirsten Norholts holdning og skriver, at de bemærkede det samme, mens nogle dog skriver, at de er uenige, og at de kvindelige politikere bar kjolerne flot.
Mange har reageret på opslaget på både Twitter og Facebook, og den store opmærksomhed kommer bag på Kirsten Norholt selv.
»Jeg er havnet i en regulær shitstorm. Jeg bliver bestormet med beskeder omkring, hvor forfærdeligt et menneske jeg er. Jeg gav trods alt bare kvinderne et tilbud om at hjælpe dem med deres holdning. Jeg står fuldt og fast ved det, jeg skrev, selvom jeg nu er blevet Danmarks mest hadede kvinde,« fortæller skuespillerinden til Ekstra Bladet.
BT har forsøgt at få en kommentar fra Kirsten Norholt.