Den kun 17-årige Malala Yousafzai modtog i dag i Oslo Nobels Fredspris.

I oktober 2012 blev hun skudt i hovedet af pakistansk Taleban, fordi hun havde insisteret på, at piger også skal gå i skole. I dag modtog Malala Yousafzai Nobels fredspris sammen med indiske Kailash Satyarthi for deres kamp for børns rettigheder og ret til uddannelse.

»Gennem Malala Yousafzais heroiske kamp er hun blevet en ledende talsperson for pigers ret til uddannelse,« lød det fra den norske Nobelkomité da det den 10. oktober blev offentliggjort, at Malala ville få den prestigefulde pris, der går for at være verdens fineste.

Malala er kun 17 år, og dermed er hun den yngste modtager af fredsprisen nogensinde. Siden hun blev skudt for to år siden, er hun blevet kendt som en passioneret fortaler for kvinders og pigers rettigheder. Hendes kamp har dog givet hende så mange fjender blandt især Taleban-tilhængerne i hjemlandet Pakistan, at hun og hendes familie i dag er nødt til at bo i Storbritannien.

Det vurderes, at der på verdensplan er omkring 168 millioner børn, der henslæber deres dag med at arbejde i marken eller på fabrikker i stedet for at gå i skole. Den problematik har Kailash Satyarthi kæmpet for at sætte fokus på i en årrække, og derfor deler han prisen med Malala, forklarede Nobelkomitéen i oktober.