19-årige Lars Grønnestad hørte skrig, mens han hårdt såret gemte sig under et træ under Breiviks massakre på Utøya. Han vidnede mandag mod Breivik i retten.

Han nåede lige at ringe til sine forælde og fortælle, at han havde det godt, efter at der kort tid forinden var eksploderet en bombe i Oslo den 22. juli. Men så gik det galt.

- Mens jeg talte med min far, hørte jeg et smæld, fortalte den nu 20-årige Lars Grønnestad, der befandt sig i sit telt på Utøya, da Breivik påbegyndte sin grufulde massakre.

FØLG RETSSAGEN LIVE HER

- Så kom der en flok unge løbende imod mig. Jeg tænkte, at noget måtte være galt, for de så skrækslagne ud, fortalte Lars Grønnestad, der var mandagens andet vidne i den ti-uger lange retssag mod Breivik.

- Jeg løb ind mod skoven og jeg så en uniformeret mand, der stod med et våben. Jeg hører et råb om, at det er politiet, og vi skal stoppe op. Vi stopper og vender os om, siger Lars Grønnestad og fortsætter:

- Pludselig hæver han våbnet mod den gruppe, jeg var i, og affyrer. Da ser jeg lige på ham. Jeg vender mig og løber mod skoven. Pludselig mærker jeg et lufttryk mod ryggen.

Lars Grønnestad bliver skudt i ryggen, og kuglen smadrer hans skulderblad og to ribben, mens en lunge punkterer.

- Jeg ser, der er blod. Jeg er helt alene. Jeg husker, at jeg tænker, at jeg kan ikke ligge her, så jeg ringer til en ambulance. De siger, jeg skal lægge pres på såret, siger Lars Grønnestad, der derefter formår at gemme sig under et træ, hvor han ligger sig på en sten for at lægge pres på såret.

Mens han lå der, havde han svært ved at bevæge sig, men han var hele tiden ved bevidsthed. Han hører derfor, hvordan andre kæmpede mod massemorderen.

- Jeg hørte skrig, smæld, fortalte han.

I alt nåede Lars Grønnestad at ligge under træet i to timer, før han blev fundet af nogle rigtige betjente og bragt på hospitalet.

Den 20-årige mand fortæller, at han i dag ikke har de store mén efter oplevelsen.

- Det går stort set fint. Jeg reagerer på høje lyde. Jeg sætter mere pris på tingene i dag, siger han.