'Skudhuller' i hus havde en overraskende forklaring
Bornholms Politi har ikke voldsomt mange store forbrydelser at arbejde med. Men søndag så det pludselig ud til, at der skete noget.
Bornholms Politi har ikke voldsomt mange store forbrydelser at arbejde med. Men søndag så det pludselig ud til, at der skete noget.
En midaldrende kvinde i Sorthat-Muleby mellem Rønne og Hasle på klippeøens vestkyst ringede fortvivlet til politiet. Hun havde hørt to smæld, og da hun gik udenfor for at kigge, fandt hun to skudhuller i husets ydermur, forklarede hun politiet.
Politiassistent Palle Kofoed og hans kollega kom ud til kvinden, men valgte lige at se sig om, inden de begyndte at behandle området som et gerningssted og afspærre det.
- Vi kom derud og så på hullerne i pudset på muren. Men jeg er gammel håndværker, så jeg kunne se med det samme, at det der - det var sgu ikke skudhuller. De var helt runde, fortæller politiassistenten.
Det lignede snarere huller, der kom indefra. Kvinden, der var helt rundt på gulvet, viste betjentene ind i huset, hvor de efterhånden fandt frem til det stykke væg, der måtte grænse op til skudhullerne i ydermuren.
- Og så blev hun klar over, at hun havde kvajet sig. Hun havde nemlig lige for nylig fået hængt et skab op, griner Palle Kofoed.
'Skudhullerne' var hverken attentatforsøg eller forsinkede nytårsløjer, men rawlplugs, der var boret for langt ind i muren og havde fået pudset til at give efter.
Og de to smæld? De kom vist bare fra brændeknuderne i hendes brændeovn eller nytårskrudt udenfor.
- I hendes fantasiverden troede hun, at det var skudhuller. Så hun beklagede dybt, at hun havde spildt vores tid, så jeg måtte berolige hende med, at vi kommer ud for det, der er meget værre. Det er også en del af vores arbejde, lyder det fra den muntre politiassistent.
Og således ånder alt igen fred og ro i Sorthat-Muleby.