Indtil de danske myndigheder i 1960erne indførte restriktioner og regler mod brug af pesticider, udsatte mange danske landmænd og gartnere sig for livsfare. Pesticiderne vandt indpas i dansk landbrug og gartnerier lige efter Anden Verdenskrig, fordi de var effektive til at holde skadedyr og ukrudt.

Men regningen blev betalt med en øget forekomst af kræft hos landmænd og gartnere. Det dokumenterer en dansk undersøgelse fra 2007, hvor 3.000 gartnere blev fulgt fra 1975 og 30 år frem. Men undersøgelsen viser også, at de gartnere, som startede deres karriere, efter at de skrappere love var blevet indført, ikke havde forhøjet risiko for at udvikle kræft. Undersøgelsen delte gartnerne op i tre grupper.

- Vi fandt netop de trends, vi forventede. Den ældste gruppe var den eneste af de tre, hvis medlemmer havde en forøget risiko for at udvikle kræft, siger lederen af undersøgelsen, overlæge Flemming Lander til videnskab.dk

Den danske kortlægning sluttede i 2007, men i dag arbejdes der videre på at overføre erfaringerne til ulandene, hvor mange arbejdere omgås pesticider.

- Når der er politisk vilje, viser vores studie, at det kan lade sig gøre at gennemføre effektive ændringer og reguleringer inden for en kort tidsramme. Det store forebyggende skift skete på under ti år i løbet af 1960erne, hvor de danske myndigheder handlede resolut, siger Flemming Lander til videnskab.dk

Han og kollegerne har allerede startet forsknings- og udviklingsprojekter i Bolivia og Uganda, Her bliver mange ramt af forgiftninger, fordi de ikke ved, hvor farlige pesticider er. Desuden ved de ikke, at der er andre måder at undgå indsektangreb på afgrøderne.

I Mexico skal den danske læge holde oplæg på en arbejdsmedicinsk verdenskonference, og her vil han give erfaringerne fra Danmark videre.

Grunden til, at indsatsen mod pesticider lykkedes så hurtigt herhjemme var, at befolkningen netop var veluddannet og parat til reformer. I mange ulande i dag er situationen den modsatte, her slås man med analfabetisme. Og hvis arbejderne protesterer mod at bruge gift, bliver de ofte ignoreret af myndighederne.

- Min hovedpointe er, at det ikke er en naturlov, at forebyggelse ikke er muligt. Det handler om, hvordan politikerne er indstillet, og hvordan befolkningen er indstillet på forandringer. Tingene kan ske rigtigt hurtigt, hvis der er en fælles vilje til det, siger Flemming Lander.