Blot få centimeter. Så tæt var tragedien på at ske, da nogle børn løb over vejen bag en bus – og endte lige foran en modkørende lastbil.

Det hele blev fanget på den norske langtidschauffør Tor-Bjørn Kyrkjebøs forrudekamera, da han den 19. juni kom kørende ved Herad i Gol kommune.

Det skriver det norske medie NRK.

I videoen kan man se, hvordan Tor-Bjørn Kyrkjebø bremser op, da en bus foran ham holder ind til siden for at sætte nogle børn af i vejkanten. Fem børn forlader bussen, og to af dem løber om bag bussen og direkte ud på vejen – hvor en stor lastbil kommer kørende i den modsatte retning.

Børnene ser den ikke, og den modkørende lastbil har heller ikke set dem.

Men Tor-Bjørn Kyrkjebø så det hele.

»Da jeg så, hvad der var ved at ske, blev jeg helt varm i ansigtet. Jeg blinkede med mit lys og dyttede alt det, jeg kunne, for at advare den modkørende trafik og børnene,« siger han til NRK.

I 32 år har han været ansat hos Transferd AS, men det, der skete den sommerdag, havde han alligevel aldrig set før.

»Jeg har set meget i trafikken, men aldrig noget så dramatisk som det her,« siger han til Dagbladet.

Heldigvis lykkedes han desperate forsøg på at afværge katastrofen.

Det ene barn stoppede op lige foran lastbilen, som nåede at opdage, hvad der var ved at ske. Chaufføren bremsede hårdt op, mens barnet løb nogle skridt ned ad vejen – væk fra lastbilen, der nærmede sig hastigt.

Med få centimeter tilbage stoppede den modkørende lastbil helt op, og barnet slap uskadt.

Til at begynde med viste Tor-Bjørn Kyrkjebø videoen til sin chef, som senere har valgt at tage den i brug i oplæringen af andre chauffører. Derudover er videoen også blevet sendt til kommunen, som har valgt at hænge nye skilte op i alle busser med teksten: ’Gå ikke over vejen, før bussen er kørt’.

»Det er et uheld, som ikke burde kunne ske, men det kunne være endt forfærdeligt. Dette burde ikke kunne ske. Disse børn var utroligt heldige,« siger Tor-Bjørn Kyrkjebø til Dagbladet.

Han er selv bedstefar til to børn i 1. klasse, og han har efterfølgende vist videoen til dem.

»Jeg viste dem filmen, da jeg kom hjem, og jeg har prøvet at forklare, hvor farligt det kan være. De var også chokerede over, hvor galt det kunne være gået. Så jeg håber, de har lært det,« siger han til NRK.