Skolemælken risikerer at stige
Skolemælken risikerer at stige
Skolemælken risikerer at stige
Børnenes skolemælk risikerer at blive lidt dyrere, efter at EUs landbrugsministre sent i aftes enedes om at skære ned i EU-støtten til både sødmælk og letmælk, mens skummetmælk og kernemælk dog som noget nyt skal til at have samme støtte som de andre slags mælk.
Hidtil har støtten til skolemælken taget udgangspunkt i fedtindholdet i mælken, hvilket har gjort sødmælken billigst, men nu skal skummetmælk, letmælk, sødmælk og kernemælk så til at koste det samme. Det betyder ifølge fødevareminister Ritt Bjerregaard (S), at EU nu får en ernæringsrigtig i stedet for som hidtil en ernæringsmæssigt forkert skolemælksordning.
EU har hidtil støttet skolemælken med et beløb, der svarer til 95 pct. af den målpris, der bruges til at beregne støtten til mejeriprodukter. Men med kompromiset på landbrugsministermødet sænkes støtten til 75 pct., mens det samtidig bliver frivilligt, om medlemslandene vil dække den EU-støtte, der bortfalder, og dermed holde en uændret pris på skolemælken. Ritt Bjerregaard sagde dog mandag aften, at det ikke bliver statspenge, der skal dække den bortfaldne EU-støtte, og hun pegede i stedet på, at det kunne være en opgave for mejerierne eller kommunerne.
Men EU-konsulent hos mejeriernes kontor i Bruxelles, Hans Arno Kristiansen, siger på forhånd, at det ikke kan være landmændenes opgave at betale for børns og unges ernæring.
/ritzau/