Skoleledere sætter dansk over engelsk
Når folkeskolen nu ikke kan satse på alt samtidigt, bør der fokuseres på dansk og matematik frem for fremmedsprog, mener Skolelederforeningens formand.
Når folkeskolen nu ikke kan satse på alt samtidigt, bør der fokuseres på dansk og matematik frem for fremmedsprog, mener Skolelederforeningens formand.
Skoleledernes formand deler bekymringen over, at de unge på landets gymnasier ikke satser på sprog i samme grad som tidligere. Men han mener ikke, at elever i folkeskolen af den grund skal prioritere et ekstra fremmedsprog. Dansk og matematik er vigtigst, mener formand i Skolelederforeningen, Anders Balle.
- Jeg synes ikke, at vi specielt skal opprioritere sprog. Jeg synes, at helt fundamentale færdigheder som dansk og matematik skal styrkes, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
I 2005 valgte 41 procent af eleverne i det almene gymnasium at have tre fremmedsprog på højt niveau. I dag vælger kun tre procent ifølge fyens.dk den fagkombination, og det sender sprog som tysk og fransk ud i kulden.
Bodil Due, der har været med til at undersøge forholdene for fremmedsprog i uddannelsessystemet, mener, at en yderligere satsning på fremmedsprog i folkeskolen kan være til at vende udviklingen. Hun vil sætte tidligt sprog på skoleskemaet, og det skal være muligt at vælge et tredje fremmedsprog i folkeskolen.
- Jeg er enig i, at det er ret katastrofalt, hvis et sprog som tysk er ved at glide ud. Tyskland er vores nabo og største samhandelspartner. Det er væsentligt, at vi har stærke tyske kompetencer i den danske befolkning, siger han og påpeger, at skolerne allerede nu har lov til at undervise i engelsk fra 1. klasse.
Selvom Anders Balle deler bekymringen, mener han samtidig, at matematik og dansk er vigtigere end fransk, tysk og engelsk og påpeger, at det også er den politiske linje.
- Der er krav om, at alle faglige områder skal forbedres, og vi kan ikke satse på det hele på én gang. Både regeringen og Kommunernes Landsforening lægger op til, at det nu er dansk og matematik, vi først og fremmest skal styrke, siger Anders Balle.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er heller ikke fortaler for mere fremmedsprog nu og her:
- Skoler, der vil starte med engelsk i 1. klasse, kan vælge at gøre det. Det gør en del skoler allerede. De kan også starte med andet sprog i 5. klasse. Det gør knap så mange. Men vi har ingen planer om at gøre det obligatorisk, fordi vi mangler håndfast viden om, at man bliver bedre af at få engelsk tidligere, siger hun til fyens.dk.