På en privatskole i Sydney er en kvindelig skolelærer blevet anholdt og sigtet for at have haft et seksuelt forhold til en af eleverne.

Der er tale om en 33 årig kvindelig skolelærer, som blev fremstillet i retten fredag, hvor hun er sigtet for i seks tilfælde at have dyrket sex med den 17-årige elev.

Ifølge Daily Telegraph fandt myndighederne ud af forholdet mellem elev og lærerinde, fordi eleven havde fortalt om det til en skolevejleder. Avisen skriver, at det er en privatskole, der tidligere har haft premierministre som elever.

Skolelæreren, der er gravid, mødte op i Newtown Local Court med sin mand og mor. Her kunne de lytte til anklageren, der påstod, at hun havde udnyttet sin magt i kraft af sin position som lærer.

Moderen til skolelæreren betalte kaution, hvorefter hun blev løsladt. Lærerinden blev ifølge avisens oplysninger suspenderet sidste måned.