15-årige Miranda Dagsson er søndag blevet valgt som ny formand for elevorganisationen Danske Skoleelever.

Elevernes nye frontkvinde går i 9. klasse på Christianshavns Skole i København, og hun blev valgt på organisationens generalforsamling, som blev afholdt i Randers.

»Jeg glæder mig til at komme i gang, for om kun fire måneder skal reformen implementeres, og det får stor indflydelse på rigtig mange elevers hverdag,« siger Miranda Dagsson i en pressemeddelelse med henvisning til regeringens folkeskolereform, der gør sit indtog efter sommerferien.

»Jeg synes, at der bliver gjort alt for lidt for at informere eleverne om, hvad der sker til sommer. Mine klassekammerater og elever, jeg møder, kender alt for lidt til reformens detaljer. Det vil jeg gøre noget ved som formand,« fortsætter hun.

Miranda Dagsson afløser Agnete Vienberg Hansen, der starter i gymnasiet til sommer.

BNB