Den danske scenograf Julian Toldam Juhlin er 29 år - og jomfru. I løbet af de næste 14 dage udstiller han sig selv i en række danske byer. »Jeg synes, at det er flot og moderne at have en nuanceret personlighed og seksualitet. Der skal både være plads til pornobutikker og jomfru-katedraler,« forklarer han.
Der står et jomfrubur på Frederiksberg Runddel.
Under burets skarpe UV-lys bag den blanke glasfacade sidder den 29-årige jomfru Julian Toldam Juhlin, der i løbet af de kommende uger vil udstille sig selv. Hans såkaldte »Virgin Tour« skal gennem 14 forskellige byer som Svendborg, Ikast og Nibe. Og fordi jomfruen er en sart og magisk skikkelse, fragtes han dertil i limousine, mens den nykårede tour manager, Louise, besvarer telefoner og e-mails. Det magter jomfruen nemlig ikke selv.
»Jeg kan godt lide at tænke på, at vi alle er en mudret sum af en masse forskellige dele. Nu har jeg lokaliseret det her faktum, at jeg er jomfru, og det sjove ved det er, at det er en magisk skikkelse. Ifølge den gamle folketro kan jomfruen både helbrede syge og tæmme enhjørninger. Det er ikke så lidt,« siger Julian Toldam Juhlin, der også er Reumert-nomineret scenograf, københavner og performancekunstner.
At han er jomfru fylder i virkeligheden ikke så meget. Siger han.
»Det virker nok paradoksalt, når man udbasunerer det med sådan et projekt. I en dansk kontekst synes folk, at det er helt vildt, hvis man er jomfru omkring de 30 år, men jeg har aldrig følt, at det var en bærende del af min personlighed. Af samme grund har jeg altså ikke sådan en »ingen bryster på busserne«-holdning, jeg gerne vil af med. Jeg synes bare, at det er flot og moderne at have en nuanceret personlighed og seksualitet. Det har alle de unge kids nu, og det er da vildt sejt. Der skal da både være plads til pornobutikker og jomfru-katedraler. Eller bure på gader og stræder. Det behøver ikke at udelukke hinanden.«
Af samme grund ser Birgitte Kirkhoff Eriksen, der er direktør for Museet for Samtidskunst, også værket som del af tendens blandt yngre, danske kunstnere. Det handler om en ny inderlighed og ærlighed.
»Op gennem 90erne var ironi og distance fremherskende attituder, men i de seneste par år er der en bevægelse mod, at det følelsesfulde kan optræde uden indpakning. At ærligt udstille sårbarhed, følelsesfuldhed og længsel afløser til en vis grad de store armbevægelser og bling-bling, som store dele af samtidskunsten var præget af i 00erne. Det er som om, at der nu er plads til noget mere stilfærdigt eller skrøbeligt. En kunstner som Alexander Tovborg har eksempelvis helliget sig kristendommen og afsøgt inderlighed og tro i sit arbejde i en tid, hvor det ikke er specielt moderne at være religiøs. Det vil jeg heller ikke mene, at man kan sige om at være jomfru,« udtaler Birgitte Kirkhoff Eriksen, der netop nu arbejder på en udstilling om de nye, inderlige kunstnere, der skal åbne til januar.
»Det er ofte pointen med performancekunsten, at det går meget tæt på. Abramovic er et stjerneeksempel på et,« siger Jacob Wamberg med henvisning til genrens mest kendte navn.
Også jomfruburet på Frederiksberg Runddel tiltrækker sig en del opmærksomhed. En hundelufter i rød vindjakke ser skeptisk til, mens Julian Toldam Juhlin knuger sig til den tynde træstolpe, der fungerer som stol. En dame med udslået hår roder rundt i dametasken for at finde en lighter, der kan sætte gang i cigaretten. Ingen af dem ser ud til at være synderligt provokerede over den spinkle jomfru, der ryster som en kanariefugl på sin pind.
Det har han heller ikke ventet, understreger Julian Toldam Juhlin. Inden han forsvinder ind i sin jomfrurejse, indrømmer han, at han ikke ved, hvad han skal vente sig:
»Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan folk reagerer, og hvad de får ud af det. Det kommer vel an på de forskelige steder, buret bliver placeret. Jeg synes bare, at det er godt at sende jomfruen på tur til de danske byer. Både som en moderne superstjerne og som et underligt drømmesyn, der dukker op foran en sen hundelufter i Ikast.«