Skilsmisse-drama når nye højder
Danmarks mest groteske skilsmissesag - striden om Heidi Sommer/Jens Dinesen-millionerne - når nu nye højder.
Danmarks mest groteske skilsmissesag - striden om Heidi Sommer/Jens Dinesen-millionerne - når nu nye højder.
De to millionærer og slotsejere kan ikke blive enige om noget som helst, og nu ser det ud til, at man må lave en såkaldt frivillig auktion over 32 sommerhusgrunde på Læsø, fordi ingen af parterne vil betale ejendomsskat på grundene, så længe der ikke er enighed om bodelingen.
"Grundene er vel 100.000 kr. værd pr. stk, og de er fuldt kloakerede, ligesom der - bortset fra ejendomsskatterne på 3.000 kr. pr. stk. - ikke skyldes noget på dem. Der er tale om småbeløb, og måske er en frivillig auktion løsningen på, hvem der skal have grundene. Ellers agter vi at begære dem på tvangsauktion," siger Jens Dinesen.
De to fraskilte millionærer kan heller ikke blive enige om, hvordan deres biler skal deles - heriblandt en Porsche, en Ferrari og en Rolls Royce. I deres nye liv på hver sit slot kører de til daglig rundt i dyre Mercedes-modeller.
På de respektive slotte - Jens Dinesens Asbølholm ved Kolding og Heidi Sommers Rosenskjold på Vestfyn - vokser papirdyngerne med sagsakterne fra deres advokater. Alene bodelingssagen menes nemt at have kostet mere over en mio. kr. i advokatsalærer.