Skattesmæk til ejerlejligheder
Skattesmæk til ejerlejligheder
Skattesmæk til ejerlejligheder
Tusindvis af ejere af ejerlejligheder i Storkøbenhavn kan se frem til mærkbare skattestigninger, når skattevæsenets nye ejendomsvurderinger er klar.
En opgørelse fra Told- og Skattestyrelsen viser nemlig, at de offentlige ejendomsvurderinger i Københavns og på Frederiksberg vil stige med mellem 25 og 75 pct., når det gælder ejerlejligheder, skriver Aktuelt.
- Man må regne med meget betydelige stigninger i vurderingssummen. Vi har simpelthen de foregående år vurderet alt for lavt, og det vil vi denne gang forsøge at rette op på, siger Jens Perch Nielsen, der er kontorchef hos Told og Skat.
Lejlighederne i Storkøbenhavn vil gennemsnitligt blive vurderet 34 pct. højere i år end sidste år. Baggrunden er de enorme prisstigninger, som lejlighederne i hovedstaden har oplevet de senere år.
- Men gennemsnitsstigningen dækker over store forskelle. Ganske mange lejligheder vil stige mellem 50 og 100 pct. i vurderingen, mens andre, der allerede sidste år fik reguleret vurderingen væsentligt, ikke vil opleve en tilsvarende stigning, siger Jens Perch Nielsen.
/ritzau/