Skattesagen kan koste Løkke karrieren
Afhøringerne i skattesagen, som begynder tirsdag, kan blive en gyser for Lars Løkke Rasmussen og andre topfolk i Venstre.
Afhøringerne i skattesagen, som begynder tirsdag, kan blive en gyser for Lars Løkke Rasmussen og andre topfolk i Venstre.
Det kan ende som en gyser for Lars Løkke Rasmussen og flere af Venstres andre topfolk, når Skattekommissionen tirsdag indleder arbejdet med at kulegrave lækagen af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skatteoplysninger. Det skriver BT.
Vidnelisten tegner konturerne af en offentlig skandale: Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), tidligere skatteminister Peter Christensen (V), tidligere spindoktor Peter Arnfeldt, tidligere departementschef Peter Loft, tidligere departementschef Karsten Dybvad, Helle Thornings spindoktor Noa Redington og Lars Løkkes tidligere spindoktorer Mikael Børsting og Søs Marie Serup.
BTs ansvarshavende chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, tidligere ansvarshavende chefredaktør Peter Brüchmann, redaktionschef Simon Andersen og journalist Thomas Nørmark Krogh skal også afhøres.
I det politiske miljø er der stor usikkerhed om, hvor betydningsfuld undersøgelsen er.
- På en skala fra 1 til 10 kan det ende med blot at blive 2-3. Men det kan også ende som 10. I yderste konsekvens kan det jo koste Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen deres politiske karrierer og ændre det politiske billede fuldstændig ligesom Tamil-sagen, siger lektor i statskundskab Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole til BT.
- Det kan ske, hvis det viser sig, at de har været involveret i eller bekendt med en lækage eller et forsøg på at påvirke en afgørelse i Skat. Eller at de har hørt rygter om noget og undladt at gribe ind eller undersøge sagen. Alene det kan være slemt nok til, at man ikke kan leve med det som politiker, siger Roger Buch.
Juraprofessor Eva Smith tvivler på, at sagen når Tamil-sagens proportioner.
- Det er bestemt ikke godt, at der bliver lækket oplysninger fra Skat, og at det bliver brugt politisk. Men hvor alvorligt, det er, er svært at sige - det afhænger helt af, hvad man når frem til i undersøgelseskommissionen, siger hun.
Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, siger:
- Det er en meget alvorlig sag på absolut topniveau. Der er dog lagt to klare spor ud for opklaringen: Et magtfordrejningsspor og et lækagespor. Kommissionen skal se på sagsforløbet gennem dette dobbelte sigtekorn.
Magtfordrejningssporet handler om forsøg på politisk påvirkning af den konkrete skattesag - hvor tæt sagen er blevet fulgt og styret af centralt placerede embedsmænd i Skatteministeriet.
- Skattedirektøren har en ret markant udtalelse for en embedsmand om, at departementschefen har forsøgt at komme med indspil til selve afgørelsen. Hvis det kan dokumenteres, har departementschefen selvsagt et juridisk problem af dimensioner. Men der kræves et sikkert og solidt bevis for magtfordrejning, så der skal altså en del til, hvis departementschefens forklaring skal væltes omkuld, siger han til BT.
- Det andet hovedspor i skattesagen er lækagesporet. Det er velkendt, at oplysningerne fra de ni sider i skattesagen blev lækket til bestemte dele af pressen, som under valgkampen i september 2011 valgte at videreformidle sagen til offentligheden. På dette punkt skal kommissionen finde ud af, om den tidligere spindoktor for skatteministeren har plantet sagen hos pressen og dermed brudt sin tavshedspligt efter straffeloven. Også her skal undersøgelsen afsøge kommandovejene og undersøge især den tidligere skatteministers mulige involvering og viden, siger Michael Gøtze.
Venstre-folk udtaler sig nødigt om sagen. Men flere kilder i Venstre siger samstemmende, at man tager det helt roligt, og at man ikke forventer, at det ender i en kæmpe skandale. Troels Lund Poulsen selv tager det angiveligt også roligt.