Skats ghettoindsats viser snyderi for millioner
En særlig indsats fra Skat viser, at beboere i 26 udsatte boligområder har snydt Skat for 40 millioner kroner.
En særlig indsats fra Skat viser, at beboere i 26 udsatte boligområder har snydt Skat for 40 millioner kroner.
Sidste år blev der snydt systematisk og massivt med skatten i 26 udsatte boligområder. Det afslører en særlig ligningsindsats, som Skat har foretaget, skriver Jyllands-Posten.
I intet mindre end 908 tilfælde opdagede Skat, at privatpersoner eller virksomheder snød med skatten eller momsen i boligområderne. Det har medført krav om en samlet tilbagebetaling for omkring 40 millioner kroner.
Skat er desuden i gang med at undersøge, om 139 af sagerne skal føre til en sigtelse for groft uagtsom eller forsætlig moms- eller skatteunddragelse. Derudover har Skat indberettet 152 sager for kommunerne, fordi der er mistanke om socialt bedrageri, hvor eksempelvis kvinder har modtaget særlige tillæg som enlige forsørgere, selvom de reelt boede sammen med fædrene til deres børn.
Blandt de mest udbredte metoder til at snyde har været misbrug af TastSelv-systemet. Her har et stort antal lønmodtagere i de 26 boligområder indtastet fiktive befordringsfradrag, lønmodtagerudgifter og underholdsbidrag, så de slap billigere i skat. Og der er nærmest tale om systematisk snyd, forklarer leder af Skats indsatsprojekt, Erik Rosenbæk.
- Vores undersøgelser tyder på, at trafikken med store fradrag for lønmodtagere i TastSelv nærmest er sat i system på bestemte arbejdspladser. I andre tilfælde kunne vi se den samme adfærd i hele familier, siger han til Jyllands-Posten.
Skats indsats i de udsatte boligområder stammer fra finansloven for 2011, da Skat fik til opgave at undersøge omfanget af skattesnyd og muligt socialt bedrageri i 26 belastede boligområder, udvalgt af Socialministeriet.
Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) ser på snyderiet med stor bekymring.
- Jeg er meget negativt overrasket over resultaterne. Rent ud sagt er det foruroligende og meget utilfredsstillende, at der er så massive problemer med at overholde love og regler om skat, moms og sociale ydelser i disse 26 udsatte områder. Vi skal ikke acceptere, at der i nogle områder af Danmark er en form for paralleløkonomi, hvor deltagerne kun vil høste frugterne af velfærdssamfundet, men ikke deltage i finansieringen, siger han.