Erhvervsmand har fået rettens ord for, at Skat gik over stregen i TV2-program
Meget opsigtsvækkende er Skat blevet dømt i byretten for at have krænket en borger på landsdækkende tv. Krænkelsen er sket i TV2-programmet ’Razzia – Skat rykker ud’, hvor Skat for rullende kamera stopper erhvervsmanden Klaus Garde Nielsen i en udenlandsk bil på en jysk landevej. Skats specialkonsulent Bo Mogensen slog op i Skats system og konstaterede, at Klaus Garde Nielsen tidligere var blevet dømt for økonomisk kriminalitet og var flyttet til England med en dansk skattegæld på 11 mio. kr.
’Altså han har ikke nogen moral, det har han virkelig ikke,’ forklarede Bo Mogensen i tv-studiet efter razziaen og kaldte Klaus Garde Nielsen for ’den største baryler, der kan gå på guds grønne jord’.
50.000 kroner i erstatning
BT er i besiddelse af dommen, som blev afsagt tirsdag af Retten i Aarhus, og som slår fast, ’at der i forbindelse med skattemedarbejderens udtalelser er sket en krænkelse af Klaus Garde Nielsens fred og ære’. Således skal Skatteministeriet betale Garde Nielsen 50.000 kr. i godtgørelse for tort.
’Retten har lagt særlig vægt på, at udtalelsen om skattegældens størrelse er fremsat på landsdækkende tv, og at udtalelsen om skattegældens størrelse er fremsat i kombination med udtalelser om sagsøgerens moral mv.’
Skats advokat, Kammeradvokaten, havde i retten erkendt, at det var et brud på tavshedspligten at nævne Garde Nielsens skattegæld, men udtalelserne var ifølge Kammeradvokaten inden for reglerne om ytringsfrihed, og derfor ville Skat ikke betale erstatning.
Klaus Garde Nielsen undrer sig over, at det var nødvendigt at slæbe sagen i retten for at få ret i, at udtalelserne i programmet var i strid med Skats regler.
- Det har været en hård og dyr kamp for mig. Selv om jeg var anonymiseret i programmet, kunne jeg genkendes af rigtig mange på min stemme, og det har bestemt været ubehageligt og krænkende, siger Klaus Garde Nielsen, der fortsat er i kamp med Skat om sin skattegæld.
Åbner for flere erstatninger
BT har i år beskrevet en række sager, hvor både erhvervsfolk og almindelige borgere har fået krænket deres retssikkerhed af Skat.
Ifølge professor i offentlig ret Søren H. Mørup fra Aarhus Universitet giver dommen nu mulighed for, at borgere, der har fået krænket retssikkerheden, kan få erstatning.
- Jeg mener, at dommen er korrekt, da Skat ikke må udtale sig om enkeltpersoners skatteforhold uden samtykke, ligesom myndighederne skal tale ordentligt til og om borgerne. Min vurdering er, at andre borgere, der er blevet filmet til disse programmer, også kan have krav på erstatning for tort, siger Søren H. Mørup.
Hårdt slag
Skatteadvokat Christian Falk Hansen fra Tommy V. Christiansen kalder dommen for endnu et hårdt slag for Skat.
- Der må sidde nogle skattemedarbejdere med meget, meget røde ører, siger han.
Christian Falk Hansen har selv to klienter, der er blevet hængt ud som skattesnydere i razzia-serien. BT har tidligere beskrevet, hvordan den ene af de medvirkende endda viste sig at være uskyldig i Skats anklager i programmet.
- Det er klart, at jeg vil drøfte dommen med mine klienter, der også har været hængt ud på tv. Jeg vurderer umiddelbart, at de på tilsvarende vis vil være berettigede til tort-erstatning for de krænkende udtalelser, som Skat har fremsat på tv om dem, siger han.