Romerlys affyret af tilskuere med masker på.

En gruppe fans af Superliga-klubben Viborg var særligt kreative i weekenden til 0-0-opgøret mod FC Midtjylland, og det valgte man at hylde på Viborgs Facebook-side - eller i hvert fald hyldede man den stemning, som fansene skabte.

Den beslutning bliver nu kritiseret af politiet, skriver TV Midtvest.

På det pågældende opslag ledsager følgende tekst en video af fansenes ulovlige affyring af romerlysene:

»Tak til alle grønne fans, der var med til at skabe en flot kulisse.« lød det i det slettede opslag ifølge TV Midtvest.

Politiet er ikke imponerede over opslaget.

»Jeg synes, det er uheldigt,« siger politiinspektør Martin Løye til mediet og fortsætter:

»Vi synes, det giver et forkert signal, og det er ikke noget, vi kan lægge ryg til. Fanklubben måler jo op imod moderklubben i forhold til, hvad de legitimerer, og derfor er det også et uheldigt signal, at det findes på en hjemmeside.«

Videoen, som også fandt vej til Viborgs officielle hjemmeside, er siden blevet fjernet både på Facebook og hjemmesiden. Direktør Morten Jensen beklager.

»Det er en tanketorsk. Fordi der er 10 ud af 1.500 fans, som unddrager de sikkerhedsmæssige forhold med sådan et romerlys, og det er beklagelig, at det også er kommet med på den video, og det er derfor, at vi har taget den af vores hjemmeside igen,« siger Morten Jensen til TV Midtvest.

Politiet og fodboldklubberne samarbejder på tværs for at undgå ballade både på og uden for stadion.