Hun er blevet beskyldt for at være en 'gold digger'. Han er blevet beskyldt for at true med at trække sagen i langdrag og sværte hendes navn til.
Når de luxembourgske royale skal håndtere kriser eller problemer, plejer de at gøre det uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed fra befolkningen. Sådan plejede det i hvert fald at være.
Nu er en bitter skilsmissestrid kommet i vejen.
De seneste uger har flere og flere spotlys rettet sig mod Grand Ducal-slottets facade - og alle har haft fokus på skilsmissen mellem prins Louis og hans nu tidligere hustru, prinsesse Tessy.
Allerede i januar fik kongehuset i Luxembourg stor opmærksomhed, da det kom frem, at den 31-årige prins og 32-årige prinsesse skulle skilles efter ti år som ægtepar.
Men nu - ni måneder senere - har skilsmissen taget en usædvanlig og ganske grov drejning.
Det skriver den engelske avis The Telegraph.
Det nu tidligere par har ikke kunnet komme til enighed om fordelingen af formuen, og derfor er sagen nu endt i retten.
Samtidig er Tessy blevet beskyldt for at være en 'gold digger', der kun begyndte et forhold med prinsen af økonomiske årsager, mens prinsen er blevet beskyldt for at forsøge at sværte hendes navn til, ligesom personer fra hans stab angiveligt skal have truet Tessy til at imødekomme prinsens ønsker, medmindre hun gerne ville have, at prinsen skulle trække retssagen i langdrag.
Da retssagen begyndte tidligere denne måned i London, hvor parret bor med deres to børn, indførte en højesteretsdommer begrænsninger for, hvor meget pressen kan skrive om de detaljer, der kommer frem i retten, når det kommer til de finansielle og økonomiske spørgsmål.
Det vides derfor ikke, hvilket beløb prinsessen er ude efter.
I retten forklarede Tessys advokat - Deborah Bangay - at hendes klient kun gik efter et retfærdigt beløb.
»Min klient har ikke noget ønske om at sagsøge, og hun kom med et meget rimeligt og fornuftigt forslag. Desværre blev forslaget afvist, og min klient havde ikke andet valg end at tage det videre i retten,« lød det ifølge The Telegraph.
Efterfølgende har advokaten afvist, at Tessy skulle være en 'gold digger', der kun er ude efter hendes mands penge.
»Hun er ikke en 'gold digger'. Langt fra. Hun søger simpelthen en ordentlig og retfærdig aftale,« sagde hun.
Skilsmissens bitterhed kom også til udtryk i retten, da prinsens assistenter blev anklaget for at have truet med at trække sagen i langdrag 'i årevis'. Det fik ifølge The Telegraph prinsen til at læne sig frem mod sin kommende ekshustru og vredt benægte anklagen.
Det førte til, at dommeren brød ind og sagde:
»I er begge voksne, og jeg forventer, at I opfører jer som voksne i min retssal.«
Det luxembourgske par blev gift i 2006, og sammen har de sønnerne Gabriel på 11 år og Noah på 10.
Det vakte opsigt over det meste af Europa, da hoffet annoncerede, at den dengang 19-årige prins ventede barn med sin borgerlige kæreste - før de var blevet gift.
Prins Louis er det tredjeældste barn af Luxembourgs regent, storhertugen Henri.
