Den tidligere amerikanske politibetjent Daniel Holtzclaw blev i sidste måned fundet skyldig i en lang række anklager om afpresning, voldtægt og andre seksuelle krænkelser. Torsdag besluttede retten i Oklahoma, at den 29-årige mand skal tilbringe resten af livet bag lås og slå.

Det skriver amerikanske ABC News.

Under retsagen har i alt 13 kvinder indfundet sig på vidneskranken og fortalt, hvordan den 29-årige mand, der tidligere arbejdede som betjent hos Oklahoma City Police, havde tvunget dem til samleje, med trusler om at anholde dem for diverse forseelser og forbrydelser, hvis ikke de indvilligede.

Samtlige af Daniel Holtzclaws ofre var sorte kvinder, og han udså sig systematisk ofre med pletter på straffeattesten i håbet om, at ingen ville tage deres eventuelle anmeldelser alvorligt. Heriblandt en 57-årig bedstemor, mens det yngste af hans ofre kun var 17 år da overgrebet fandt sted.

Men de mange krænkelser, som blev begået tilbage i 2013 og 2014, blev taget yderst alvorligt af sagens nævninge, der anbefalede en maksimal straf til gerningsmanden. Dommeren i sagen var enig, og da han lod hammeren falde, var det med en livstidsdom til Daniel Holtzclaw til følge på 263 år.

Forsvarsadvokat i sagen Scott Adams fortalte kort efter, at hans klient ønskede at appellere dommen, mens anklageren i sagen kun havde hårde ord til overs for den skyldige Daniel Holtzclaw.

»Jeg tror, at folk er nødt til at indse, at det ikke var en politibetjent, som begik disse forbrydelser. Det er en voldtægsforbryder der lod som om, at han var politmand. Havde han været en rigtig ordenshåndhæver, så havde han opretholdt sin pligt og beskyttet disse borgere, istedet for at gøre dem til ofre,« fortæller anklager David Prater ifølge ABC News.

Under sagen havde Daniel Holtzclaws forsvarer ellers forsøgt at beskrive sin klient i et heltemodigt lys, ved at fremhæve ham som en rollemodel, der forsøgte at hjælpe narkomaner og prostituerede i at komme på ret køl.

Daniel Holtzclaw blev anholdt tilbage i august 2014, og blev fyret fra sit job hos Oklahoma City Police i januar 2015.