Scandia Housings direktør, Peter Høyer Jensen, lovede i januar de mange udlejere og lejere dokumentation for, at firmaet stadig havde deres penge. Den dokumentation har firmaet dog aldrig udleveret, fortalte advokat Søren Sloth, der repræsenterer de mange udlejere, til BT.

- Vi har indgivet konkursbegæring torsdag eftermiddag, fordi vi ikke ser anden mulighed. Scandia Housing er ikke kommet med de økonomiske oplysninger, som vi havde aftalt med dokumentation og altså heller ikke de penge, som vores klienter har til gode, sagde Søren Sloth, der er advokat og partner i Nordia, til bt.dk.

Scandia Housing er en af Danmarks største udlejere af boliger mellem private med i alt ca. 650 lejemål. Ofte er boligerne udlejet mellem danskere i udlandet - hvor Scandia styrer depositum og får et beløb hver måned for ulejligheden.

BT har tidligere afdækket, hvordan ansatte i Scandia Housing har været på et væld af luksusrejser, og hvordan frokoster foregik på det dyre københavnske steakhouse Mash.

Martin Christensen har 48.000 kroner til gode hos Scandia Housing og er lettet over, at der nu bliver sat et punktum i sagen.

- Jeg går ikke ud fra, at jeg får nogle af pengene tilbage, men jeg er glad for, at der bliver ryddet op nu.

Martin lejede sin lejlighed ud, fordi han flyttede sammen med sin kæreste og ikke kunne få solgt den på grund af krisen. Nu har han fundet et andet firma at leje den ud igennem, og han bliver nok nødt til at låne penge i sin bank for at have råd til depositum til de nuværende lejere og penge til et syn af lejligheden, inden der flytter nye lejere ind.

- Jeg må nok ned og snakke med min bank nu, siger han.