De er efterhånden slut med at få rabat som pensionist, når du skal i teatret eller på museum. Nu kan det måske også være slut med at få ældrerabat, når du skal med tog eller bus. I hvert fald hvis det står til De Radikale.

Ifølge dem er der efterhånden så mange velstillede pensionister, at en rabat ikke længere giver mening. I stedet skal rabatten være forbeholdt dem, der kun lever af sin folkepension.

Det siger Andreas Steenberg, finansordfører for De Radikale.

»Mange af rabatterne går til mennesker, der er ganske velhavende gennem pensionsopsparinger. Omvendt har vi så nogle pensionister, der kun har folkepensionen. Derfor kunne det være en idé at lave en mere fair omfordeling, hvor man kun giver rabat til de pensionister, der har brug for det. Vi straffer ikke dem, der har sparet en god pension op, og så ikke kan få rabat. Vi hjælper bare dem, der ikke har et stort økonomisk råderum. Hvis man har kunnet spare en masse penge op og dermed leve et godt økonomisk pensionistliv, bør man også betale fuldt ud og klare sig selv. Langt de fleste vil vel også hellere kunne klare sig selv og ikke være afhængig af statens hjælp.«

Hvis man har kunnet spare en masse penge op og dermed leve et godt økonomisk pensionistliv, bør man også betale fuldt ud og klare sig selv - Andreas Steenberg, R

I 2014 var der ifølge Ældre Sagen over en million danskere over 65, og dermed i betragtning til pension. Det er en femte af den danske befolkning, og ifølge Andreas Steenberg giver det ikke mening at give rabat til så stor en gruppe.

»Fjerner vi f.eks rabatten til offentlig transport for de velstillede pensionister, vil der kunne gives en endnu større rabat til dem, der virkelig har brug for det. Eller gøre den generelle pris mindre. Men det skal der selvfølgelig regnes på. Kritikere peger også på, at en afskaffelse vil få pensionister til at blive hjemme i lejlighederne, men der tror vi, at de velstillede tager ud selv om det koster 20 procent mere. Vi har ikke et konkret udspil, men vi kigger på det,« siger han.

I dag kan alle over 65 eller førtidspensionister få 50 procents rabat på billetter i toge, når du rejser mandag til torsdag og 25 procent i weekenden.

Regeringen vi dog ikke høre tale om at lave differentieret rabatordninger. Det er ikke simpelt nok, mener de. I stedet slår de på tromme for at sænke skatten, så man på sigt kan komme af med rabatter i alskens størrelser. Og ellers skal alle pensionister kunne få rabat.

»Regeringens holdning er, at det aldrig må blive dyrere at være dansker. Det danske skattetryk er i forevejen højt, og pensionister har gennem hele deres arbejdsliv betalt skat af deres indkomst, så derfor er det fair, at der er rabatter for alle pensionister og ikke kun for dem med få penge. I stedet foreslår vi, at man sænker skatten, så alle får flere penge mellem hænderne, og så vil man på sigt kunne fjerne særlige pensionistrabatter, der er dyre i administration, da alle så vil have råd. Det gør også alt mere simpelt,« siger May-britt Kattrup, ældreordfører for Liberal Alliance og fortsætter:

»Hvis du kun giver rabat til dem, der kun har folkepension, så straffer du de folk, der har sparet op. Det skal ikke gå udover dig, at du har været god til at spare op. Hvis skatten var lavere, var det en mulighed at give rabat til dem med lavere pension, men vores nuværende pensionister har levet med verdens højeste skattetryk, så det er i orden, at de får rabat,« siger hun.

»Det er alt for bureaukratisk at lave særlige rabatsystemer til f.eks. børnefamilier eller andre, der har få penge. I stedet så sæt skatten ned – så har alle råd,« siger May-britt Kattrup.