Markedsrente er for dig, der er klar til at gamble lidt for at opnå et højere afkast på din pensionsopsparing.
Ved at skifte får du en bedre risikospredning og dermed et højere forventet afkast – de seneste tre år har markedsrente i gennemsnit givet 5-10 procentpoint mere i afkast end gennemsnitsrente.
Omkostningerne er lavere end ved gennemsnitsrente.
I en række pensionsselskaber kan du få et særligt overførselstillæg, hvis du flytter fra gennemsnitsrente til markedsrente.
Den såkaldte omvalgsbonus bliver beregnet individuelt, men for en del kan der være flere hundrede tusinde at hente.
Det vil typisk bedst kunne betale sig at skifte, hvis der er lang tid til, at du skal på pension, og/eller du har en lav garanti (befinder dig i rentegruppe et eller to).
Det kan være særlig fordelagtigt for kunder med kapitalpensioner at ’sælge’ garantien, mens kunder med store livrente-opsparinger og høje garantier sandsynligvis er bedre tjent med at blive i gennemsnitsrente.
Hvis du sover bedst om natten, når du ved, hvordan din fremtidige økonomi ser ud, bør du nok holde fast i gennemsnitsrenten.
Med et skifte til markedsrente bortfalder dine garantier, så du ikke længere har sikkerhed for at modtage en bestemt kendt ydelse, den dag du går på pension.
Højere risiko er desuden ingen sikkerhed for, at du får et højere afkast – du kan selvfølgelig også ende med at tabe.
Hvis du er tæt på pensionsalderen, har du kortere tid til at indhente eventuelle tab ved dykkende aktiekurser, hvilket taler mod markedsrente.
Hvis du er i rentegruppe tre eller fire, og du ikke kan få din andel af reserven med i form af en omvalgsbonus, bør du blive i gennemsnitsrente.
Med det lave renteniveau, vi har haft i flere år, er et garanteret afkast på eksempelvis 4,5 pct. ganske godt.
Har du høje, livsvarige garanterede ydelser – herunder ægtefælledækninger – skal du altså tænke dig rigtig godt om, selvom du bliver tilbudt en stor bonus. Det vil sandsynligvis være en bedre ’forretning’ at beholde din garanti.
Har du en lav garanti, vinker du ikke farvel til så meget ved at skifte. Til gengæld vil selskabet sandsynligvis også kun tilbyde dig en beskeden bonus for at opgive garantien.
Nogle selskaber tilbyder kun omvalgsbonus til kunder med lave garantier.
