Julen er lige om hjørnet, og mange rejser på tværs af landet for at spise flæskesteg, and og ris a la mande med familien eller de nærmeste venner.

Det betyder også, at rigtig mange mennesker de kommende dage starter bilen og begiver sig ud på de danske veje for at tage på juleferie. Det gør også, at der vil være trafik og kø flere steder i landet. Det oplyser Vejdirektoratet på deres hjemmeside.

Er du en af dem, der skal af sted i juledagene, bør du væbne dig med tålmodighed. For der kommer nogle hektiske rejsedage i trafikken, og det vil give kø flere steder.

Juletrafikanterne kommer formentlig til at bevæge sig på tværs af Danmark mellem Sjælland og Jylland. Dog vil der også være trafik på E45 mellem Aarhus og Kolding.

Fordi juleaften i år er på en lørdag, er der to dage, hvor trafikken særligt kommer til at være slem. Torsdag den 22. december og særligt fredag den 23. december mellem klokken 14 og 20, kommer der til at være en del trafik. Det skyldes også, at de mange julerejsende kommer til at ramle ind i myldretidstrafikken. En fordel kan derfor være at stå meget tidligt op og komme af sted.

Og der er ligeledes nogle hjemrejsedage, hvor trafikken kan være slem. Der er her tale om søndag den 25. december til mandag den 26. december. Vejdirektoratet skriver, at de ikke forventer, at hjemrejsetrafikken bliver ligeså slem som dagene op til jul.

En anden ting der er vigtig at notere sig er, at der på hjemrejsedagene kan opstå kø ved den dansk-tyske grænse, fordi der er grænsekontrol. Der har før i tiden været tale om kødannelser, der har været på omkring 4-5 kilometer svarende til omkring en halv times ekstra rejsetid.