Det er som om, at rynkerne er dybere i panden på 61-årige Manuel Pellegrini.
Og med god grund. Den rutinerede manager står lige nu og svajer i City-karrierens største stormvejr med trusler om en forestående fyring svirrende rundt i den britiske presse. Med onsdagens Champions League-opgør mod FC Barcelona som afgørelsens time.
I weekenden tabte klubben endnu et skridt i mesterskabskampen med et nederlag til Burnley, og dermed kan et exit fra fodboldens fineste klubturnering betyde en trofæløs sæson for den storsatsende gigant.
»Jeg vil ikke være overrasket, hvis der er en anden mand i spidsen for City i næste sæson,« siger den tidligere tyske landsholdsspiller Dietmar Hamann, der tilbragte tre år i den lyseblå City-trøje i karrierens efterår og i dag er fodboldekspert.
Pellegrinis redningskrans flyder rundt i Barcelona, hvor det stjernebesatte engelske mandskab nede 1-2 skal forsøge at sende Lionel Messi, Neymar og kompagni ud af det fine selskab. Men missionen virker håbløs.
Mikkel Bischoff var på kontrakt i Manchester City fra 2002-2006 og følger klubben tæt som Premier League-ekspert for 6’eren. Han har svært ved at se et engelsk mirakel på Camp Nou og forudser på linje med Dietmar Hamann en ny mand ved roret til den kommende sæson.
»Holdet er energiforladt. Det ligner, de ikke gider at løbe. De har rigtig mange ’gamle’ spillere og ingen balance på holdet. De har brug for nye idéer,« mener Mikkel Bischoff.
Ender det med et exit i aften, vil det være endnu en lussing til den nyrige klub, der hungrer efter europæisk succes. Først under forgængeren Roberto Mancini og nu under Pellegrini.
»Jeg synes, de er for naive, når de spiller i Europa. De spiller med to angribere, og deres midtbane beskytter ikke deres forsvar. Det er en naiv spillestil. I Premier League er de vant til at have bolden hele tiden, men når de så spiller mod et hold som Barcelona, kan de ikke omstille sig. Jeg tror ikke, der er mange, der tror på, de går videre,« vurderer Mikkel Bischoff.