Den regerende Tour de France-vinder, Chris Froome, stiller ikke op til det store italienske etapeløb Tirreno-Adriatico.
Cykelstjernen kæmper med betændelse i sin lænd, skriver han på Twitter:
- Let betændelse i min lænd, så jeg sætter fødderne op et par dage efter lægernes ordre. Intet væddeløb for mig i Tirreno i næste uge, skriver Chris Froome på Twitter.
Dermed får den britiske superstjerne ikke mulighed for at måle benmuskler med blandt andre Alberto Contador og Vincenzo Nibali i Tirreno-Adriatico, som traditionelt fungerer som tidligt pejlemærke for Tour de France-formen.
Chris Froome er da også ked af, at han må undvære de vigtige løbskilometer:
- Det er skuffende at gå glip af en uges solid cykelløb, men hellere være på den sikre side på dette tidspunkt af sæsonen, skriver han videre.
Chris Froome tabte sidste år det klassiske italienske etapeløb med 23 sekunder til Vincenzo Nibali. Alberto Contador sluttede på tredjepladsen - 29 sekunder efter Chris Froome.
Ny Sky-kaptajn i Italien bliver Richie Porte, der ellers skulle have stillet til start i Paris-Nice med 1-tallet på ryggen som forsvarende vinder.
Chris Froome, der vandt Tour of Oman for et par uger siden, har tidligere kæmpet mod parasit-sygdommen bilharzia.