Manchester United er blevet gevaldigt svækket op mod weekendens kamp mod Watford. Manager Louis van Gaal må således undvære hele seks profiler.
Blandt de seks spillere er angriberparret Wayne Rooney og Anthony Martial. Rooney er sygdomsramt, mens det unge franske stjerneskud Martial er skadet efter tirsdagens venskabskamp mod England. I samme kamp blev også midtbanegeneral Michael Carrick skadet.
Til skadeslisten, som i forvejen talte Luke Shaw, tilføjes også Marouane Fellaini og Antonio Valencia. Sidstnævnte blev opereret tidligere på måneden for en drilsk fodskade.
Van Gaal fortalte til MUTV, at han håber på, at både Martial og Rooney allerede er klar til midt ugens vigtige Champions League kamp mod hollandske PSV Eindhoven.
United indtager i øjeblikket fjerdepladsen og spiller lørdag ude mod Watford, der er placeret på 11.-pladsen i Premier League.