Danmarks landsholdsmålmand i håndbold, Niklas Landin, har fået en skidt start på tilværelsen som spiller i den tyske mesterklub, THW Kiel.

Ved årets VM i Qatar i januar måned pådrog Niklas Landin sig en lyskeskade i Danmarks kamp mod Tyskland i det indledende gruppespil, som endte 30-30. Det er denne lyskeskade, der stadig driller den 26-årige dansker.

»Henover foråret blev jeg ved med at træne og spille kampe, så det er gået lidt op og ned med den,« siger Niklas Landin til TV2/Sportens hjemmeside om skaden.

Men THW Kiel har fortalt Niklas Landin, at han skal se at blive skaden kvit, så i stedet for håndbold har Niklas Landin trænet svømning og styrketræning. Og det var ikke lige den start, en af verdens bedste målmand havde set frem til efter skiftet fra Rhein-Neckar Löwen.

»Jeg føler ikke, jeg helt er en del af holdet endnu. Jeg siger lige hej til dem, og så går jeg i svømmehallen eller i fitness, mens de går ud og træner,« siger Niklas Landin, der dog forsikrer om, at han nok skal være klar til sæsonstart.