GEORGIEN: Stemmerne tælles stadig op, efter at georgierne mandag gik til stemmeurnerne ved parlamentsvalget. Den siddende præsident, Mikheil Saakashvili, har dog offentligt erkendt sit nederlag på georgisk TV, hvor han konstaterer, at »demokratiet har vundet«.

Men selvom demokratiet ifølge Saakashvili sejrer, er der stadig sjusk rundt omkring på valgstederne, lyder det fra den danske organisation SILBA, der er i Georgien for at observere parlamentsvalget.

- Overordnet er valget forløbet ordentligt og med klare procedurer, men vi oplever en del uregelmæssigheder i form af sjusk, og det handler i den grad om uvidenhed. Valgkommissionerne, der sidder ved alle valgstederne, har simpelthen ikke godt nok kendskab til reglerne, siger Maria Kim Nielsen, der er leder af SILBAs Georgien-delegation i Kutaisi.

Hun fortæller, at der blandt andet bliver sjusket med forseglingen af stemmeboksene, og at valgkommissionen sidder alt for tæt på stemmeurnerne, fordi valglokalerne er meget små, selvom der er klare regler for, hvor langt væk, de skal sidde. Ifølge Maria Kim Nielsen er formændene for de enkelte valgkommissioner meget forvirrede og ringer ofte til den øverste kommissionschef for at få klarlagt reglerne, og hun har flere gange oplevet, at en formand har forladt lokalet under optællingen.

- Der har generelt været meget forvirring på mange af valgstederne. Det overrasker mig ikke, at der forekommer sjusk og fusk, for det observerede vi også ved det sidste valg. Det tager jo lang tid for et land som Georgien at blive demokratisk og lave om på nogle procedurer, men det her valg viser overordnet, at Georgien har gjort et godt stykke arbejde med at komme tættere på at blive et demokrati, siger hun.

Det er også udenrigsminister Villy Søvndals (SF) opfattelse, og han erkender også, at der har været en vis form for fusk.

- Valget i Georgien er et vigtigt skridt for det georgiske demokrati. Den siddende regering har accepteret et nederlag ved valgurnerne. Det er en vigtig test for et demokrati, og det vil jeg gerne ønske det georgiske folk tillykke med. Jeg håber, at det ny georgiske parlament vil bidrage til at rette op på de uregelmæssigheder, der desværre også karakteriserede valget, siger han i en pressemeddelelse.

Det er nu lederen af oppositionen, rigmanden Bidzina Ivanishvili, der står til at blive landets næste præsident ved præsidentvalget næste år. Parlamentsvalget plejer nemlig at være en vigtig indikator for, hvem der bliver præsident, vurderer Märta-Lisa Magnusson, der er universitetslektor ved Malmö Högskola i Sverige og Kaukasus-ekspert. Men ifølge hende er der endnu intet, der indikerer, om den tidligere Sovjetrepublik nu bliver mere demokratisk.

- Saakashvili har gennem sin niårige præsidentperiode haft en profil, hvor han vil europæisere Georgien og forvandle det til et vestligt demokrati. Med Ivanishvili ved roret er det min vurdering, at Georgien vil blive trukket tilbage til en mere pro-russisk politik, men det er for tidligt at sige noget om, hvad det får af betydning for den demokratiske situation i landet, siger hun.