Hvem ville have troet dét. I en alder af 71 år udsender Paul McCartney ét af sin karrieres bedste album, ’New’.

O.k., jeg ved ikke, hvem der har fortalt Sir Paul, at den b-side-agtige bagatel ’Appreciate’ skulle med på den ellers forrygende og livsbekræftende samling sange. Men heldigvis formår en enkelt smutter ikke at ødelægge fornøjelsen og helhedsindtrykket af dette mangefarvede festfyrværkeri af en plade.

Der lægges for med en ustoppelig og lige-ud-ad-landevejen popsang, ’Save Us’. Her forstår den unge producer Paul Epworth at holde sig klædeligt i baggrunden, mens Pauls forførende melodi og et krystalklart og klassisk slagtøjsarrangement får sangen til at danse ud af højttalerne, mens vi som lyttere får skruet forventningerne helt derop, hvor ingen almindelig dødelig burde kunne være med.

Men nu er vi jo heller ikke i selskab med Mister Hvem-som-helst.

Legende uden fine fornemmelser

Når man har begået genistreger som ’I Saw Her Standing There’, ’Yesterday’ og ’Eleanor Rigby’, og når man som medlem af The Beatles har skabt den skabelon, som mindst halvdelen af de seneste 50 års pop-komponister har arbejdet og stadig arbejder ud fra, så ér man i en klasse for sig.

Og det er derfor ekstra charmerende, når McCartney på ’New’ fejer samtlige fine fornemmelser til side for blot at koncentrere sig om det håndværk, som han stadig mestrer - og tydeligvis elsker.

Sang nummer to er produceret af Amy Winehouses soniske redningsmand Mark Ronson. Og selvom unge Mark smører lidt for tykt på i producerstolen, så formår han ikke tilnærmelsesvis at drukne endnu en melodisk McCartney-genistreg, der bringer tankerne tilbage til Beatles’ klassiske begyndelse. Og på sang nummer tre går alting i stå - på den gode måde.

’On My Way To Work’ er således én af de bedste popsange, jeg har hørt i de seneste ti år. Ikke alene besidder melodien den perfekte kombination af stille livsglæde og sød sorg og sentimentalitet. Teksten om den ældre herre (McCartney selv?), der på bussen på vej til arbejde bladrer i et blad, er også klassisk:

’Inside a girl liked to waterski, she had removed her clothes for the likes of me’.

Nu har virkelighedens McCartney selvfølgelig ikke selv benyttet de offentlige transportmidler i mindst 50 år – det ville medføre både hysteri og trafikprop. Men de på én gang poetiske og hverdagsagtige billeder fryser sig fast. Og ’On My Way To Work’ er efter min mening helt oppe at ringe sammen med Beatles-mesterværker som ’A Day In Life’.

Et lille problem

Men trods tolv noget nær perfekte popsange (ja, sang nummer 12, ’Road’ er i virkeligheden to sange i én) så ér ’New’ ikke uden ét lille problem.

De unge succes-producere, som McCartney med vilje hyrede for at tilføre nyt blod til projektet, drypper i stedet lidt malurt i bægret.

I selskab med Paul McCartney vil alle nemlig gerne gøre deres bedste. Og med tanke på Beatles-mesterværker som ’Sgt. Pepper’ og ’Revolver’, der i dag stadig også er forbilleder for alverdens lydteknikere, er de unge så forhippede på at imponere og være originale, at de ofte afbryder flowet med unødvendige mellemspil og c-stykker.

De glemmer således The Beatles’ vigtigste lektion: Hvis en popsang er god nok (og det er McCartneys i dén grad), så skal den bare have fred til at være sig selv.

Fem stjerner ud af seks