Skuespilleren Robert Hansen er blevet single.

Kæresten gennem fem år, Pernille Fredskild Thøgersen, er flyttet ud af parrets lejlighed på Vesterbro. Med sig har hun taget deres to-årige søn Herman. Det skriver Se og Hør.

»Det passer, at jeg er flyttet, og at jeg har taget Herman med mig,« siger Pernille Fredskild Thøgersen til ugebladet.

Den 24-årige advokatsekretær understreger dog, at der bliver taget hensyn til lille Herman selvom hun Robert Hansen er flyttet fra hinanden.

»Vi har det godt alle sammen, og vi får det til at fungere,« siger Pernille Fredskild Thøgersen.

Så sent som i december virkede alt ellers til at være fryd og gammen mellem den 35-årige skuespiller og kæresten. Efter at have vundet 273.000 kr. på en enarmet tyveknægt fortalte Robert Hansen BT, at kæmpegevinsten skulle bruges til at forsøde livet og rejser sammen med Pernille Fredskild Thøgersen.

Hverken hun eller Robert Hansen vil overfor Se og Hør begrunde, hvad der førte til bruddet.