(*****, TOM JONES, Rockscenen, Midtfyns Festival). Det væltede ned fra Vorherres forbandede utætte brusekabine, da det sidste musiknavn gik på scenen på Midtfyns Festival i aftes, men den Store Mand i Det Høje havde vist ikke lige taget højde for, at der også stod en gud på scenen denne aften. Navnet er Jones, Tom Jones.
Og for en sanger af hans kejserlige kaliber er det fuldstændig ligegyldigt, om han er singing in the rain eller han bløder en blues under den røde sol.
Manden er simpelthen i en klasse helt for sig selv, og en for en gangs skyld stuvende fyldt festivalplads i det fynske kvitterede med at blæse på vejrliget og holde den største fællessyngede fest på pladsen i år.
Men stemmen tilhørte selvsagt manden på scenen, som backet af et gennem professionelt og velspillende orkester leverede de sange på dén umiskendelige måde.
Med overskud, overbevisning og nerve. Jones lever, når det drejer sig om nyere numre fra det seneste duetalbum som "Burning Down The House", "Sexbomb" og den simpelthen for forrygende "Mama Told Me Not To Come" - allesammen bedre live, fordi Tom ikke hér skal trækkes med duetpartnere, som ikke er værdige til at vaske hans G-streng.
Og Tom leverer, når han synger gamle træffere som "Hard To Handle", "It's Not Unusual" og den 35-årige "The Green Green Grass Of Home", som han lige havde fået dem serveret dagen før.
I lighed med den mesterlige koncert i Valby Hallen 28. april i år var der imidlertid to numre, som hævede sig himmelhøjt over resten.
Nemlig Van Morrison sangen "Sometimes We Cry" og klassikeren "Walking In Memphis".
Fantastiske ballader, hvor man har en fornemmelse af, at Tom Jones aldrig har sunget dem éns to aftener i træk, når han med en fantastisk timing og en sans for fraseringer, de fleste andre sangere græder sig i søvn hver aften over, at de ikke har, simpelthen med tilsyneladende legende lethed kaster sig ud fra 1500 meter vippen og dykker ned i musikkens mysterier og kommer op til overfladen med gåsehudsfremkaldende og forrygende flotte fortolkninger hver eneste gang.
Eller når han for den sags skyld afleverer en dance-ting som "If I Only Knew" med en udfarenhed og entusiasme, der fik rockanmelder Jungersen til at spille luftguitar - til et hornsektion!
Okay, ret skal være ret. Det var ikke helt så godt, som da Tom Jones simpelthen gik gud den aften i Valby Hallen. Men selv om så Fyn måtte nøjes med Jesus var det alligevel bragende stort.
Hvis man nu - og det skal aldrig siden ske, bare rolig - for en enkelt gang skyld skal udtrykke sig, som de kunne finde på i radioens P3 om formiddagen, så er Tom simpelthen for fed på den fede måde, hvilket på én eller anden led jo bare er - for fedt!