Lyset på Mascot Park i Silkeborg var tændt op til spænding, men for at jublen kunne bryde ud for hjemmeholdet, skulle man vende et 1-3-nederlag fra den første kamp mod OB i Europa League-slutspillet.

Sådan blev det ikke, selv om Silkeborg var banens klart bedste hold.

Et væld af chancer til de rødklædte jyder i begge halvlege mod et OB-hold, der tydeligt brugte næsten samtlige 90 minutter på at forsvare sin føring fra den første kamp. Det var de nødt til.

To fine mål af stortalentet Robert Skov var ikke nok, da Mikkel Desler bankede én ind for OB. Silkeborg endte derfor i den tragikomiske situation, at man vandt 2-1, men alligevel stod tilbage på banen som tabere. Også selv om gæsternes Frederik Tingager fik rødt kort for en nødbremse, og Silkeborg pressede hårdt på for det kampforlængende mål.

Bare bitter

Derfor var det også en speciel situation, da spillerne troppede op i mixed zone efter kampen. OBs spillere var utilfredse med deres egen præstation efter kampen, men det var stadig Silkeborg-spillerne, der var mest slukørede.

»Bitter, skuffet, ærgerlig over, at vi ikke vinder mere end 2-1 og går videre. Jeg synes, vi har så mange chancer og spiller så godt og dominerer det hele. Så ja. Ærgerlig fornemmelse,« fortalte Robert Skov til BT efter kampen og fortsatte:

»Jeg synes egentlig, vi gør det rigtige i mange situationer. Hvis vi sætter en eller to ind, så vinder vi jo klart. Jeg synes ikke, OB har noget at komme med overhovedet. De får et mål på et langskud, men ellers så har vi det hele og skal vinde 4 eller 5-1.«

Den observation var OB-lejren bestemt enige i. Anfører Kenneth Emil Petersen kunne nærmest kun grine af fynboernes egen præstation, som han kaldte den måske dårligste i sin tid i OB.

»Puha. Det var en gennemført skidt præstation, og det er irriterende at vi sådan rammer et rigtigt lavt bundniveau. Det er svært at glæde sig over, at vi er videre. Også lidt specielt med den her nye struktur at vi står og har tabt i Silkeborg, men er videre,« sagde Kenneth Emil Pedersen.

Den samlede sejr betyder, at OB skal møde vinderen af kampen mellem AaB og Randers i en kamp om en kamp mod nummer fire i mesterskabsslutspillet. Det giver blod på tanden, mens armene alligevel hænger lidt oven på et nederlag.

»Det betyder jo, vi har et mål at gå efter og noget at spille for. Det er kedeligt at træne uden at spille kampe. Nu er vi sikret to kampe mere, men der skal helt andre boller på suppen, hvis vi skal have en tredje kamp også,« siger OB-anføreren.

Vil have græsset med hjem

Med OB-holdet videre, betød det sommerferie for hjemmeholdet. Og dermed blev der også farvel til Mascot Park for silkeborgenserne, der i næste sæson tørner ud på det nybyggede JYSK Park.

{embedded type="node/webtv_link" id="52172420"}

For den mangeårige SIlkeborg-spiller og anfører Dennis Flinta, var det derfor også en endnu mere speciel fornemmelse, da dommer Michael Tykgaard for sidste gang fløjtede af på Mascot Park.

»Det er lidt vemodigt, men det er også en glæde over, at vi skal videre til noget nyt og bedre. Jeg tror, jeg vil spørge direktøren, om jeg må få et stykke af plænen med hjem. Jeg kunne godt tænke mig at få noget med hjem i min egen have. Det ville være en stor ting for mig.«