Silkeborg har stoppet samarbejdet med cheftræner Jesper Sørensen, mens sportschef Peder Knudsen bliver omrokeret og fremover skal arbejde med klubbens unge talenter.  Jesper Stüker bliver ny sportschef.

55-årige Kim Poulsen, der senest har været landstræner i Tanzania, tiltræder på en toårig kontrakt fra og med 1. januar 2015.

»Silkeborg IF tager konsekvensen af et sportsligt, og dermed økonomisk, utilfredsstillende efterår og omlægger sin strategi. Fremover vil klubben satse markant på udvikling af egne talenter, og målet er sportslig succes sideløbende med økonomisk balance,« lyder det i pressemeddelelsen fra Silkeborg.

»Vi har været glade for samarbejdet med Jesper Sørensen, der sikrede os oprykning i sidste sæson efter dygtigt arbejde, men vi må konstatere, at et efterår med historisk dårlige resultater gør det nødvendigt at få nye øjne på tingene. Derfor har vi besluttet at ansætte Kim Poulsen, der har haft succes i arbejdet med talenter og som træner i klubber, hvis vilkår kan sammenlignes med SIFs. Kim Poulsen er kendt for at få det maksimale ud af de fodboldspillere, han arbejder med,« siger adm. direktør Kent Madsen, Silkeborg IF Invest A/S.

Kim Poulsen, der tidligere bl.a. har været træner  i Aarhus Fremad og Viborg forventer, at han kan løfte niveauet hos de enkelte spillere, både taktisk og teknisk.

»Jeg kommer til Silkeborg med stor viden om og erfaring i, hvordan man kan udvikle spillerne især teknisk/taktisk og mentalt, og jeg glæder mig til at sætte fokus på samspillet mellem de tekniske færdigheder og den taktiske perception. En måde at træne på, som jeg mener, er nøglen til at udvikle spillerne til at kunne præstere på højt niveau og dermed skabe grundlaget for gode resultater i Silkeborg,« siger Kim Poulsen.

Silkeborg satser på at skabe økonomisk balance i fodboldforretningen senest i 2018. Det betyder, at man fremover vil satse massivt på talenter fra egne rækker.

Stillingen som sportschef slås sammen med jobbet som talentchef, og det vil fremover blive varetaget af den nuværende talentchef, Jesper Stüker, der får titel af sportschef, mens den nuværende sportschef Peder Knudsen overgår til en specialfunktion som A+ træner med det overordnede ansvar for udviklingen af SIFs bedste ungdomsspillere.