Mange undrede sig over, at Silkeborg var meget påpasselig med transfervinduet i sommer og kun nøjedes med én forstærkning til den trup, der sikrede oprykning fra 1. division.

Men spørger man klubbens nye sportschef Jesper Stüker, er der en god grund til, at Silkeborgs daværende sportschef Peder Knudsen tog til takke med blot at købe Nicolaj Agger fra Vejle i 1. division. Ellers kunne klubben nemlig være blevet truet på eksistensen.

»Ved sidste sommers transfervindue var der en ret stor forventning om, at SIF skulle hente nogle spillere, og jeg tror, at når regnskabet kommer frem, kan der blive tale om nogle ret store tal. Så tror jeg egentlig, at man godt kan forstå, at det ville have været en for stor risiko at satse i det omfang. Risikoen ville have været så stor, at hvis ikke det var lykkedes, så kunne man lige frem være presset på eksistensen, og dér ønsker man ikke at komme ud,« siger Jesper Stüker.

SE OGSÅ:

Af samme grund lukker han helt ned for, at der kan blive tale om nye navne på det stærkt nedrykningsramte Superliga-hold, når denne vinters transfervindue er lukket.

»Ja, jeg vil sige, at det er helt udelukket, at vi henter nogen nye i det her transfervindue. Vi vil gerne købe en spiller, der scorer 15 mål i hver sæson, men sådan er verden bare ikke. Man kan godt finde en spiller, som har en kæmpe værdi, men der er også mange fejlskud indimellem. Vi er godt klar over, at det kræver lidt mere tid, men vi tror på, at vi med vores nuværende spillere og talentmasse kan nå et sportsligt niveau, der berettiger til Superliga,« forklarer Silkeborgs sportschef, der netop har solgt det 17-årige talent Kasper Dolberg til Ajax.

»Vi forventer ikke, at vi skal ud og agere i transfervinduet. Det ser meget roligt ud for vores vedkommende. Et led i vores strategi er, at vi ønsker at reducere førsteholdstruppen fra 23 til 20 spillere på fuld tid til sommer. Så er det vores intention, at vi godt tør løfte de unge talenter længere op i systemet,« tilføjer Jesper Stüker.

Trods en situation, hvor klubben ingen sejre har i efterårets 17 kampe, og der er 15 point op til stregen, vil Jesper Stüker dog ikke opgive håbet om at overleve i Superligaen.

»Nej, jeg vil ikke sige, at vi har opgivet det. Vi har den indgangsvinkel, at vi forbereder os, så godt som vi nu kan til første turneringskamp, og hvem ved, om vi kommer godt ind i de første to, tre kampe og får et pænt pointudbytte? Så kan det være, at det pludselig giver næring til et håb om en positiv spiral. Det vil være farligt at sige, at vores eneste mål er at overleve. Det vil få den modsatte effekt. Vores tilgang er, at vi skal udvikle vores hold og stå stærkere til sommer. Men får vi tur i den, så går vi selvfølgelig efter at lukke hullet.«

Silkeborg begynder forårssæsonen med en hjemmekamp mod Esbjerg 21. februar.