Vi kender ham som manden, der næsten kan danse enhver kvinde til tops i Vild med dans. Nu danser Silas Holst sig helt til tops på den danske teaterscene.
Han har nemlig scoret John Travoltas gamle hovedrolle som Danny Zuko i den danske genopsætning af Grease.
I forvejen kender Silas Holst forestilling rigtig godt. Sidste år spillede han Kenickie, der er Danny Zukos bedste ven i Grease. Dengang løste over 60.000 billetter for at Sonny Freddie Petersen i rollen som Danny.
Men når forestillingen kommer op næste år, bliver det altså Silas Holst, der med spytkrøllen hængende ned i panden og anderøv i nakken skal svinge Anna David i rollen som Sandy.
-Jeg var egentlig glad for at spille Kenickie. Men så tænkte jeg, at nu har jeg prøvet et par gange at lave en genopsætning af en forestilling, og jeg kommer altid til at kede mig lidt. Og så tænkte jeg, at det var måske en anden rolle, jeg skulle prøve og nå at lære den på en måned. Dermed bliver det en helt ny forestilling, fortæller Silas Holst om ønskerollen, der igen skal opføres i Tivolis Koncertsal til februar.
- Jeg sagde ja, fordi jeg glæder mig til synge Sandy. Den er - synes jeg - den bedste sang i Grease. Men jeg er lidt ked af, jeg ikke skal synge Grease Ligthning mere. Den synger Kenickie jo. Men sådan er det. Man kan ikke få det hele, ræsonnerer han.
Til gengæld kan danseren og sangere nu se frem til, at det er ham, som får lov til at kysse på Anna David.
- Det glæder jeg mig (også) til, griner han.
De har begge været med i Vild med dans bare ikke samtidig. Anna David var nemlig med, før Silas Holst blev en del af de professionelle dansere. Dengang dansede hun med René Christensen. Til gengæld lærte hun og Silas Holst hinanden godt at kende, da Grease blev sat op første gang.
- Vi er blevet godt venner privat. Det, der bliver superhyggeligt med at komme tilbage til Grease, er, at mange af dem er mine private venner, som jeg nu skal lave teater med. Det var det fedeste hold, jeg nogensinde har arbejdet med, lyder det fra en forventningsfuld og kommende Danny Zuko, der også ser frem til at få Tivoli - næsten - helt for sig selv.
- Og så er der noget helt specielt ved at arbejde i Tivoli. Når det er lukket, og gæsterne er gået hjem, og man så går hjem gennem det mørke Tivoli. Det er helt vildt dejligt. Det glæder jeg mig også meget til, tilføjer han.
Udover Silas Holst og Anna David medvirkede Julie Steincke, Vicky Berlin, Rikke Hvidbjerg, Kim Ace Nielsen, Christian Lund, Joey Moe og Julie Lund blandt andet i den første opsætning af Grease.
I skrivende stund er Silas Holst lige gået på sommerferie, efter han har spillet Pinocchio i 'Shrek - The Musical'. Derudover har han tidligere haft flere mindre roller i musicals som 'Mamma Mia' og 'Chicago'. Men med hovedrollen i Grease står han nu foran sit helt store gennembrud.