Vinder af 'Vild med dans' 2014 Silas Holst forholder sig nu selv til, at hans roste freestyle-koreografi fra fredag aftens finaleshow er under kritik for at være kopieret fra et amerikansk tv-show.
- Jeg så det tv-program for nogle uger siden, og da jeg så det, synes jeg, at det var noget af det smukkeste, jeg har set i hele mit liv. Jeg tænkte, at hvis jeg kom i finalen, ville jeg gerne prøve at formidle den følelse jeg fik videre ud gennem skærmen.
Men der sidder nogle, der føler sig snydt. Kan du følge dem, der føler sig snydt?
- Nej, det kan jeg ikke. Jeg kan godt følge dem, der måske synes, at det var lidt mærkeligt. Men alle folk bliver jo inspireret af noget, og der er ikke nogen af os, der opfinder den dybe tallerken hver fredag. Man ser jo altid noget eller bliver inspireret af andre, og så gælder det om at samle de indtryk og ryste posen og sætte det sammen på en ny måde. Sådan har det altid været.
Men når jeg ser de to koreografier, kan jeg jo se, at der er en del trin, der er kopieret fra det amerikanske tv-show?
- Der er ikke noget galt i at kopiere, det kræver stadig talent for en nydanser at skulle kopiere lige præcis de trin.
Så du kan ikke selv se noget galt i, at du har brugt dele af en koreografi fra et amerikansk tv-show?
- Nej, det synes jeg ikke, der er noget galt i. Det handler om at formidle en følelse, og hvis folk ikke har følt andet end vrede, så må de være vrede. Jeg er superstolt, og jeg er lykkelig over de beskeder, jeg har fået, og det gør jo heller ikke min dansepartners indsats mindre.
- Den er ikke identisk. Jeg har ikke kopieret, for jeg har ikke taget et færdigt stykke koreografi og sagt, at det laver jeg. Vi har ændret timing for at få det til at passe til musik og til min dansepartner, og så er der enkelte trin, som man genbruger, men det er der i alle andre koreografier. Hvis folk synes, jeg har kopieret noget, så må de synes det, slutter 'Vild med dans'-vinderen, der vandt programmet med sin dansepartner, Sara Maria Franch-Mærkedahl.
Hun sagde fredag aften til BT, at netop deres freestyle dans var den største oplevelse i de 12 uger, 'Vild med dans' har varet.
- Det største minde for mig er den freestyle, vi lavede i dag, fortalte hun i et tv-interview, som du kan se her.
Læs også:
