Adskillige sikkerhedseksperter sår nu alvorlig tvivl om, hvorvidt fransk politi håndterede aktionen mod den forskansede Toulouse-mand Mohamed Merah korrekt. Flere af dem betegner de franske politistyrker som uprofessionelle. En af dem, der ikke ligger fingrene i mellem, er Christian Proutea. Han er leder af eliteenheden GIGN, som hører under det franske gendarmeri, der traditionelt har et anstrengt forhold til kollegerne i politikorpset.

Christian Proutea anklager blandt andet politiet for indirekte at have drevet Toulose-manden i døden ved ikke at bruge tåregas.

Også en række israelske sikkerhedsspecialister har offentligt undret sig over fransk politis håndtering af sagen.

- De franske sikkerhedsstyrker forfejlede deres mission. Enten var der et problem med den operationelle planlægning, eller også blev de nødsaget til at skride til handling, lyder det fra den israelske sikkerhedsstyrkeofficer Lior Lotan.

Hans landsmand, den tidligere leder af israelsk politis kommandoenhed, Alec Ron, kalder håndteringen af sagen for præget af »forvirring og uprofessionalisme«.

- For mig fremstår håndteringen som en absolut skændsel, siger han ifølge nyhedssiden france24.com.

Også Merahs advokat, der flere gange har forsvaret ham i forbindelse med tidligere småforbrydelser, har kritiseret politiets håndtering af sagen.

- Politiet gjorde ikke nok for at vinde hans tillid, så han kunne forestille sig en fremtid, hvor han gav våbenene fra sig og overgav sig til myndighederne på fredelig vis, har Christian Etelin tidligere udtalt.

De franske myndigheder forsvarer sig dog over kritikkerne og siger, at de gjorde alt for at pågribe Merah i live.

Lederen af den franske efterretningstjeneste, Bernard Squarcini, siger til avisen Le Monde, at der ikke var mere politiet eller indsatsstyrkerne kunne gøre i det pågældende tilfælde.

Den 23-årige Merah var tilsyneladende manden bag tre dødelige angreb, der endte med at koste i alt syv mennesker livet. Heraf var tre elever på en jødisk skole i Toulouse. Årsagen til de blodige angreb var hævn for undertrykkelsen af palæstinensere samt en protest mod Frankrigs militære intervention i flere arabiske lande.