Alle medarbejdere på bostedet Blåkjærgård er ifølge en tilsynsrapport udstyret med overfaldsalarmer. Men overfaldsalarmerne virker kun på selve institutionen og ikke, når en pædagog bevæger sig uden for området.

LÆS OGSÅ: 

- Oftest virker alarmerne kun, når man er på institutionen, siger direktør for Psykiatri og Social i Region Midtjylland Gert Pilgaard Christensen.

Tirsdag aften forlod den 46-årige kvindelige pædagog bostedet Blåkjærgård med en beboer. Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var aftalen, at de skulle køre en tur på en times varighed. Men pædagogen kom aldrig tilbage, og onsdag blev hun fundet død.

Ifølge Gert Pilgaard Christiensen kan man ikke være sikker på, at kvinden har kunnet benytte sin alarm.

LÆS OGSÅ: 

- Om alarmen har kunnet fungere i denne her sammenhæng, er jeg simpelthen ikke klar over, siger Gert Pilgaard Christensen.

Overfaldsalarmerne, som alle medarbejdere på bostedet er udstyret med, kan ved et enkelt tryk på en knap tilkalde hjælp fra kollegaer, men kun så længe medarbejderen er på institutionen, og det får nu Region Midtjylland til at overveje sikkerheden.

- Om vi på den her type institutioner har brug for nogle forskellige alarmer, som også virker uden for institutionen, er en overvejelse, vi helt sikkert vil gøre os, siger Gert Pilgaard Christensen, der samtidig pointerer, at der også er et hensyn til beboerne.

- Det er et åbent bosted, så beboerne skal kunne gå, hvor de vil, siger han.

Hos Socialpædagogernes fagforening vil man ikke tage stilling til den konkrete sag.

- Hvordan, man skal arbejde med de beboere, som kan have en udadreagerende adfærd, er en vurderingssag for den enkelte institution, siger forbundsformand for Socialpædagogerne, Benny Andersen.

Det gælder også i forhold til, hvad man gør, når man bevæger sig uden for institutionen med en beboer, og hvor lang rækkevidde en overfaldsalarm skal have, mener han.

- Institutionerne skal i dialog med de arbejdsgivere, der driver stederne, selvfølgelig sørge for at de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger er tilstede, siger Benny Andersen.

Overfald i psykiatrien er ifølge Gert Pilgaard Christensen noget, man ofte ser.

- Derfor er sikkerheden også noget, vi arbejder meget bevist med hele tiden, siger han og tilføjer, at det er første gang, han i sine 15 år i psykiatrien har oplevet, at en situation er endt så tragisk, som i dette tilfælde.

Bostedet Blåkjærgård ønsker ikke at udtale sig i forhold til sagen.