Der er ingen tvivl om, at det danske ishockeyland har masser af offensivt talent i den udgave, der befinder sig i Hviderusland i disse dage. OL-kvalifikationen mønstrer det stærkeste danske landshold nogensinde, men det er fortsat de klassiske dyder med solid defensiv og en god målmandspræstation, der skal være grundstenene på landsholdet.
Nogle gange kan man måske godt blive lidt nervøs for, at det sjove, sprudlende angrebsspil kammer over, så spillerne glemmer deres defensive pligter, men det lader til, at spillerne også har fokus på, at defensiven skal være i orden.
»Jeg er ikke bekymret, men jeg er enig med Janne (landstræner Jan Karlsson, red.) i, at specielt på et hold med så mange individuelle spidskvaliteter, som vi nu har på dette hold, skal vores fokus ligge i at stole på hinanden og på det system, vi nu har sat på plads og stole på vores defensiv. For hvis de ting spiller i løbet af en kamp, er der individuelle kræfter og talenter på holdet, der nok skal gå ind og lave de små ekstra ting, der skal til. Men man kan ikke gå ud at glide på en halv skøjte og tro, at vi kan overleve på rent talent eller små ekstra præstationer. De første 90 procent af arbejdet skal gøres, og det er blandt andet i vores defensiv, det skal gøres, inden vi kan fokusere på det andet,« siger Oliver Lauridsen.
Og i bund og grund er det jo så simpelt, som noget kan være i sport.
»Hvis vi kan holde rent bagude, kræver det kun en enkelt pind fremad, så har vi vundet ishockeykampen,« siger Oliver Lauridsen.
En af nøglepositionerne i forhold til at holde modstanderen fra at score, er målmanden. Ved VM stod Sebastian Dahm på hoved for landsholdet og leverede mange flotte præstationer, men ved OL-kvalifikationen må han nøjes med tjansen som reserve, da Danmarks NHL-målmand, Frederik Andersen, også er med på holdet.
»Sebastian (Dahm, red.) havde et fantastisk VM og er en god målmand, men Frederik (Andersen, red.) er en fantastisk målmand og en af de bedste i NHL, så det er ikke noget, vi brokker os over - at have så god en målmand bag os. Letland havde gode chancer for at score mål, men han lukkede fuldstændig ned for dem, og det giver da en tryghed, at vi har en målmand, som tager det, der skal tages,« siger Jesper B. Jensen og henviser til tirsdagens enlige træningskamp mod Letland.
Både spillere og trænere har nævnt, at kunne have været rart med mere end en træningskamp, fordi visse ting bare ikke kan klares med træning. Man kan være i fremragende fysisk form og have masser af fart i skøjterne, men især nærkampsspillet kan være svært at blive klar til uden reelle kampsituationer.
»Nogle gange kan det være lige meget, hvor mange tunge vægte, man har løftet i løbet af sommeren, og hvor meget man har trænet. Når man kommer ud og tager skøjterne på og skal ind i en nærkamp, så er det nogle gange, som om man ikke har spillet ishockey før. Man har mistet balancen og timingen i det. Det er noget af det sværeste - at komme i gang med nærkampsspillet, at vinde pucken og holde balancen. For skøjte og skyde, skal man nok finde ud af,« forklarer Oliver Lauridsen og fortsætter:
»Derfor er det endnu vigtigere, at vi stoler på vores system og stoler på at vi hjælper hinanden med at spille forsvarsspil, så det ikke står og falder med, at der er fire mand, der hænger i bremsen på vej hjemad i banen, og så er der én, der skal vinde en nærkamp. Så er det endnu vigtigere, at vi ligger tæt på hinanden og arbejder og snakker med hinanden, så det bliver en holdpræstation,« slutter han.