- Jeg må have mødt ham og talt med ham i løbet af natten. Jeg er sikker på,at han kørte aviser hver eneste søndag i august. Men for at være ærlig, så har jeg ikke mærket noget på ham. Hverken den nat eller senere, siger kollegaen.
Om søndagen plejede den sigtede at møde på arbejde mellem klokken 01.00 og 01.30.
- Jeg kan ikke sige, om han var der ti minutter over et eller ti minutter i halv to den aktuelle nat, men han var der omtrent det tidspunkt. Det er jeg sikker på. Derefter pakkede han aviserne, før han kørte dem ud, måske indtil klokken fem om morgenen, fortæller han.
Det sidste livstegn fra Sigrid kom cirka kvart over tolv natten til søndag 5. august, da hun sendte en sms til en veninde.
Chokeret over ligfund
Den 64-åriges advokat siger til VG, at den sigtede blev forfærdet over, at den dræbte pige blev fundet så tæt på hans værksted.
- Min klient reagerede med chok og forbavselse over, at Sigrid blev fundet ved hans værksted. Han synes, det er hårdt at være i arresten og blive afhørt i en sag, han ikke har noget som helst med at gøre, siger hans advokat, Aase Karine Sigmond til VG.
Hun understreger, at hendes klient ikke vidste, at der lå et dødt menneske lige ved siden af værkstedet:
- Jeg tror ikke, han har vidst, at der lå et lig i skråningen. Han nægter sig skyldig, og er ikke på nogen som helt måde enig i det, han er sigtet for, fortæller hun til avisen.
Udover den 64-årige er en 37-årig mand også sigtet i sagen. De to kender hinanden i kraft af deres store interesse for veteranbiler. I modsætning til den 37-årige er den ældre mand totalt ukendt af politiet. Den 37-årige er tidligere blevet dømt for at slå en kvinde ned med et jernrør.
Den 64-årige ejer flere biler. Blandt dem den stationcar, som vidner mener at have set den nat, Sigrid forsvandt.