Den tidligere chefredaktør for Se og Hør, Kim Henningsen, står nu for første gang frem og kommenterer den omfattende overvågningsskandale, som han selv er en central del af. Han fortæller samtidig, hvordan hans tilværelse pludselig ændrede sig, da finanskrisen brød ud.

En fejlslagen investering betød, at han gik fra at have hustru, to børn og en gård i Nordsjælland til, at han en dag måtte blive indlagt på psykiatrisk afdeling. Det fortæller den tidligere chefredaktør i Ekstra Bladet lørdag.

»Ville bare dø. Hele dit univers snævrer sig bare ind. Jeg var så depressiv, at jeg var ligeglad med alt, selv mine børn. Fucking alt. Nogle siger, at det var deres børn, der afholdt dem fra at begå selvmord. Så har man ikke haft depression. For når du har det, er du ligeglad med alt,« forklarer Kim Henningsen til Ekstra Bladet.

Læs også:

Læs også:

Hans liv har altid indeholdt en mørk side, indrømmer han og de privatøkonomiske problemer under finanskrisen forværrede alting. Kreditorerne pressede på, og på et tidspunkt forlangte hustruen Katrin en skilsmisse, fordi han var fraværende i familiens hverdag. Selv om den efterfølgende skilsmisse ifølge Kim Henningensen forløb fuldstændig udramatisk, fik han revet benene væk under sig og måtte indlægges med svær depression på en psykiatrisk afdeling i 2013, fortæller han. 12 gange blev han behandlet med elektrochok.

Læs også:

Kim Henningsen var chefredaktør for Se og Hør i perioden fra 2009 og frem til 2013, hvor ugebladet betalte den såkaldte tys-tys kilde for at forsyne mediet med oplysninger om kendte personers kreditkort-transaktioner. Kim Henningsen fastholder dog, at ugebladet ikke foretog sig noget ulovligt med den manøvre.

» Jeg kan fortælle, at der er én, der har ansvaret for det, der skete i de fire år, jeg var chef for Se og Hør, og det er mig. Og kun mig. Og jeg står ved det, jeg har gjort. Og jeg mener ikke, jeg har gjort noget ulovligt. Og derfor har jeg ikke erklæret mig skyldig,« siger han til Ekstra Bladet.

Han begrunder det med, at bladet havde en kilde, der havde adgang til nogle informationer, hvillket kunne sidestilles med andre kilder, der havde adgang til  papirer og elektroniske dokumenter.

Læs også:

Kim Henningsen blev tidligere på året for første gang afhørt af politiet om sin rolle i sagen, der er blevet kaldt den største medieskandale i Danmark i nyere tid. Han betragtes som en af de helt centrale brikker, da han som chefredaktør har haft det overordnede ansvar for, at en 46-årig IT-specialist, der var ansat hos Nets, på ulovlig vis lækkede oplysninger om kendte menneskers brug af kreditkort. Kim Henningsen er sigtet efter straffelovens såkaldte hackerparagraf, straffelovens paragraf 263, der kan give op til seks års fængsel.

I interviewet påpeger Kim Henningsen videre, at den store fokus på sagen kan forklares med, at en række politikere har set deres snit til at hævne sig på den tabloide del af pressen.

Københavns Vestegns Politi har tidligere meldt ud, at man i løbet af efteråret regner med at have et overblik over, hvorvidt der skal rejses tiltale mod de implicerede personer i overvågningsskandalen, der foruden Kim Henningsen tæller Henrik Qvortrup, en række journalister og den 46-årige IT-specialist, der lækkede de fortrolige oplysninger.