Genoplivningen var forgæves. Den 34-årige kvinde blev kort efter ankomsten til Rigshospitalet mandag erklæret død. Hendes ægtemand, der nu er sigtet for drabet, havde ellers selv ringet efter hjælp til politiet fra sin lejlighed på Frederiksberg og alarmeret dem om sin handling.
»Jeg har stukket min kone. Jeg er bange for, jeg har slået hende ihjel,« sagde han ifølge Københavns Politi i opkaldet til alarmcentralen.
Motivet til drabet er endnu ikke kendt. Men noget tyder på, at det kan findes i parrets samlivsproblemer, fortæller politikommissær Hans Erik Raben fra Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet til bt.dk.
»De har været gift i kort tid. Hun har været fraflyttet lejligheden i en periode, men de er flyttet sammen igen. Og det er nu gået galt. Så det er formentligt i nogle samlivsproblemer, motivet ligger,« siger han.
LÆS OGSÅ
Også naboerne i opgangen har lagt mærke til, at der tidligere har været problemer hos parret.
»Der har været en del skænderier derinde fra. Det har primært været efter, de fik deres hund, at det begyndte. Ellers har de virket meget stille og rolige,« fortæller en nabo og fortsætter:
»Han hængte på et tidspunkt, efter hun var flyttet ud, en seddel op i opgangen, hvor han havde skrevet, at hun var ’sindssyg’ eller noget i den stil, og at vi ikke måtte lukke hende ind, fordi hun ’var en farlig kvinde’.«
Naboen så den 34-årige danske kvinde sidste gang i lørdags, da han mødte hende i opgangen, da hun kom hjem efter at have luftet hunden.
»Vi har kunnet høre hunden igen her for nylig. Så måske tog hun hunden med sig i den periode, hvor hun var flyttet ud. Lige pludselig kunne vi i hvert fald høre den igen her for nogle uger siden,« siger naboen.
Af parrets Facebook-profiler fremgår det, at de blev gift i august sidste år. Men de er ikke længere ’venner’ med hinanden på Facebook.
Den 34-årige ægtemand befandt sig i lejligheden, da politiet ankom mandag formiddag. Han blev anholdt med det samme og kørt direkte til personundersøgelse.
Politiet har fortaget tekniske undersøgelser i lejligheden og har fundet det, de formoder er gerningsvåbnet.
Den 34-årige danske kvinde obduceres tirsdag klokken 9:30. Den anholdte ægtemand er sigtet for drab, og han fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag.