En af de to sigtede i drabet på den 16-årige Sigrid Schjetne, ejer et bilværksted i nærheden af, hvor liget af den unge pige blev fundet.

Det skriver den norske avis vg.no.

Der er tale om den 64-årige mand, der igennem timelange afhøringer tirsdag, har nægtet sig skyldig i drabet på den unge norske pige.

- Han har siddet til afhøring på politigården siden klokken 15.00 og er nu færdig med sin forklaring. Han erkender sig hverken skyldig i drab eller medvirken til drab, siger mandens forsvarsadvokat Aase Karine Sigmond til vg.no.

Den 64-årige mand og hans bekendte, en 37-årig mand fra Ålesund, blev tirsdag anholdt og sigtet i drabet på Sigrid Schjetne, der forsvandt natten til den 5.august. Siden har politiet iværksat en større efterforskning og behandlet sagen, som en kriminalsag. Men mandag fandt politiet liget af den 16-årige, blot 10-12 kilometer fra sit hjem. Og sagen er nu blevet en drabssag.

Ifølge vg.no er den 64-årige interesseret i biler og har været en anerkendt bilmekaniker i dele af veteranbilmiljøet.

Han har desuden disponerede over en række ejendomme, som politiet i løbet af tirsdagen har ransaget.

Den 37-årige mand, der også er sigtet i sagen, er tidligere dømt for vold. Det oplyste Oslo Politi tirsdag aften på et pressemøde.

Ifølge vg.no har manden slået en 23-årig kvinde ned med et jernrør. Episoden fandt sted for seks år siden, og manden fik to års fængsel.

Også den 37-årige nægter sig skyldig i drab, oplyser hans forsvarsadvokat John Christian Elden.