De blev hentet hjem som ’De tre tenorer’, der skulle genrejse Brøndby og få musikken til at spille på Vestegnen. Først Thomas Kahlenberg, så Johan Elmander og til sidst Daniel Agger.
Efter år med middelmådige positioner og tilmed en truende nedrykning blev der sat fut under drømmene, da de tre tidligere storspillere og Brøndby-mestre blev samlet. Det har de nu været i to år, og aftenens første pokalsemifinale mod FC København skal medføre et brugbart resultat, hvis ikke projektet skal ende helt uden trofæer.
»Hvis de skal vinde noget, skal det være pokalen, for de kommer ikke til at vinde mesterskabet inden for de næste par år. Når det er sagt, ser det svært ud. Brøndby ligner sig selv – på ondt. Det er svært at se, at der har været en sportslig udvikling over de seneste år. Det var også svært at se med Thomas Frank, men nu er det bombet fuldstændig tilbage igen. De skal starte forfra igen til sommer,« siger Esben Hansen, ekspert på Discovery Networks.
Der kommer helt sikkert en ny træner til sommer, mens det ligner et farvel til Johan Elmander, der har kontraktudløb, og Daniel Agger ser stadig tiden an i forhold til, om han skal forlænge sin kontrakt eller måske stoppe karrieren.
De tre klublegender bliver under alle omstændigheder som trio splittet til sommer, og hvad vil den store satsning så blive husket for?
»De blev hentet ind til at vinde trofæer og bedre resultater. Det er så ikke lykkes. Men isoleret set tror jeg, at Brøndby har været glade for at have i hvert fald Agger og Kahlenberg i klubben. De er superprofessionelle og har vist vejen for de andre spillere. De to spillere ville de hente igen, hvis de kendte slutproduktet, men ikke Elmander,« siger Mikkel Bischoff, tidligere Brøndby-spiller og nu ekspert på Discovery Networks.
Begge eksperter er enige om, at Agger og Kahlenberg har efterladt et aftryk i deres anden periode i klubben, men Esben Hansen har svært ved at se, at de også har fungeret som det skub, Brøndby havde brug for i forhold til at blive et muligt mesterhold igen:
»Det gav et kortvarigt løft mentalt, da de hver især kom til, men det har ikke løftet de andre spillere nævneværdigt. Det er mere problematisk for Brøndby, end hvordan de har spillet. De har spillet efter forventning – måske lidt over for Kahlenbergs vedkommende. Men de unge spillere er ikke klar til at bære noget videre i Brøndby, og det er i virkeligheden det største problem.«
Hvordan har 'de tre tenorer' så klaret sig i Brøndby? Mikkel Bischoff og Esben Hansen giver svaret:
Projekt: DANIEL AGGER - 35 kampe, 16 sejre, 2 mål
Mikkel Bischoff: »Jeg tror, Agger er frustreret over, at Brøndby ikke rigtig har vundet noget. Jeg tror, han havde tænkt, at det ville gå bedre på banen, da han kom hjem. At der ville være mere succes og mindre uro. Der er ikke noget fremskridt i præstationerne og i det hele taget i klubben, og det, tror jeg, frustrerer ham (...) Det er svært ene mand at rykke en hel klub. Jeg hører, at han har en stor indflydelse på hverdagen i klubben. Men han er jo ikke bedre end det hold, han spiller på. Det er svært, når ens eget topniveau er mange niveauer over det, man spiller sammen med.«
Esben Hansen: »Hans frustrationer kommer fra Brøndby. Han har været vant til en helt anden mentalitet og en helt anden professionalisme over de mange år, han har været i Liverpool. Han kan heller ikke undgå at sammenligne med senest, han var i Brøndby, hvor han som ung spiller var omgivet af voksne mennesker. Det er en helt anden mentalitet, der er i Brøndby nu. Der blev stillet nogle helt andre krav til hinanden dengang, og det tror jeg, at han savner. Jeg tror slet ikke, at det har levet op til hans forventninger at komme hjem.«
Projekt: JOHAN ELMANDER - 41 kampe, 18 sejre, 5 mål
Mikkel Bischoff: »Elmander har på ingen måde fundet sit rette niveau. Det er også en spiller, som fylder i omklædningsrummet, ved jeg. Han er ikke tilfreds med at sidde på bænken. Han skaber lidt mere røre, og han er sværere at have gående end for eksempel Kahlenberg, som spreder lidt mere god stemning.«
Esben Hansen: »Der har slet ikke været noget tilbage i tanken hos Elmander. Det har set sådan ud. Man kan se, at intensiteten stadig er der, men han er den af de tre, der har mest brug for sin fysik i spillet. Den har bare ikke været der. Han er en gennemsnitlig spiller, hvis han ikke har det enorme fysiske overskud, som da han var bedst. Man kunne ikke stoppe ham dengang, fordi han var stor, hurtig og opportunistisk.«
Projekt: THOMAS KAHLENBERG - 54 kampe, 26 sejre, 5 mål
Mikkel Bischoff: »Kahlenberg har i perioder været rigtig, rigtig god og den bedste midtbanespiller i Superligaen med sin ro og lederevner. Men han har også været rigtig meget skadet. Det har været nogle dyre fornøjelser, de her spillere, men det har Brøndby vidst på forhånd. Det er også svært i hans alder at være lige så dominerende i kampene, når han ikke træner så meget.«
Esben Hansen: »Kahlenberg havde en rigtig god sæson det år (2014, red.), da AaB blev mester. Der viste han, at han var en af Superligaens bedste spillere. Men han har også været for meget skadet.«