Eller - som hun tilføjer - "den, der skulle kæmpe for menneskerettighederne. Hva' fa'n er jeg, Amnesty International?" spørger hun, og sender et af sine smittende grin ud i lokalet.

Iført samme bolsjestribede kjole, som bragte hende en hel del lykke i under filmfestivalen i Cannes, såsom prisen for bedste skuespillerinde, tager Björk imod pressen i London i forbindelse med udsendelsen af soundtracket til Triers musical "Dancer In The Dark".

Men audiensen har intet med lyst at gøre.

"Det er udelukkende for Selma (som hendes karakter hedder i filmen, red.). Hun har fortjent det, og hende elsker jeg meget højt, og er kommet til at forstå virkelig godt.

Bedre end Lars, tror jeg.

Men det er ikke naturligt for mig at sidde her. Nogen er født til at agere foran mange mennesker. Det er jeg slet ikke.

Så når jeg går på scenen for at give koncert, går der et usynligt skjold op omkring i samme øjeblik musikken starter.

Musikken er mit univers, mit tempel, det optager 70 procent af min bevidsthed og ubevidsthed. Selv nu, hvor jeg sidder her og taler er der en sang i mit baghoved.

Og måske er det grunden til, at jeg i første omgang sagde ja til at skrive sangene til Selma, fordi det var på tide, at der var nogen, der skrev for alle dem, der lever i deres egen lille fantasiboble, ligesom jeg gjorde, da jeg var barn."

Men selvom det er musikken, der er anledningen, er det langt fra den vej, de fleste europæiske journalister føler trang til at betræde.

Derimod synes hendes og Lars von Triers samarbejde, og ikke mindst den smertefulde proces hun selv måtte gennem, for at færdiggøre det, at være langt mere oplagte emner.

"En ting har jeg lært. Nemlig at forsvare mig selv. Og det er vel ganske sundt for en 33-årig gammel pige, synes du ikke?" siger hun med et skælmsk smil i ansigtet.

"Livet er simpelthen for kort til at opfinde smerte."

"Lars elsker at analysere alting. Han har den her Woody Allen ting med at skulle gruble over store emner i 900 timer.

Hvor jeg er langt mere følelseladet. Men også konfronterende og provokerende.

Og det tror jeg faktisk var mit største bidrag til den film, og grunden til, at han kæmpede for at få mig til at spille rollen, og påstod, at hvis jeg ikke sagde ja, ville filmen ikke blive lavet.

Han ville have konfrontationen.

Og der var flere gange, hvor jeg ikke ville give ham den. Og så sendte han en pude, en pink pude, hvor han havde fået broderet på islandsk:

"Jeg lover på det projekt, at jeg altid vil fortælle Lars alt, hvad jeg føler om alt, for ellers vil Lars manipulere mig".

Så det var, hvad han ville have, én han på forhånd vidste, ville være uenig med ham på en række menneskelige områder.

Men jeg følte ikke, at jeg repræsenterede Björk. Det var Selma!" siger Björk, som først efter et års overtalelse sagde ja til også at spille rollen.

"Jeg er en meget stædig person, så jeg kunne have fortsat med at sige nej i yderligere 10 år. Men jeg ville gerne forsvare hende.

For Lars' opfattelse af hende var, at hun var dum og simpel, mens jeg mente, at hun godt kunne være dum og naiv og stadig have poesi og kompleksitet i sig. Du behøver ikke at have gået på Oxford i 10 år, for at være poet.

Men det er det, der er udfordringen, det, der gør, at jeg vil arbejde med en mand, som selv lytter til Roxette, Celine Dion og Andy Gibb," fniser Bjørk, der har Lars von Trier mistænkt for gerne at have villet være en af Brødrene Gibb!

Uenighederne har været der. Det lægger ingen af dem skjul på.

Men for Selmas skyld vil Björk gerne en sidste gang slå fast, at de har været det hele værd.

"Beviset på at samarbejdet virkede, er det faktum, at filmen er der!"