DEN CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK: Der er officielt blevet sat punktum for årtiers voldelige oprør i Den Centralafrikanske Republik.

Landets sidste væbnede oprørere har nemlig underskrevet en fredsaftale med regeringen, efter at de så sent som sidste år var i kampe med regeringsstyrker.

- Vi har brugt våben til at bekæmpe den dårlige regeringsførelse, korruption, nepotisme og udstødelse, som kendetegnede dette regime, og vi mener, at vores budskab er blevet hørt, siger oprørsleder Abdoulaye Issene Ramadan ifølge nyhedsbureauet Reuters i landets hovedstad Bangui.

- Men i dag begraver vi stridsøksen, fortsætter han.

Landets fire andre store oprørsgrupper underskrev fredsaftaler med regeringen i 2008.

Den Centralafrikanske Republik har, siden landet opnåede uafhængighed fra Frankrig i 1960, været plaget af ustabilitet blandt siddende regeringer, hvor det ene militærkup har afløst det andet.

Landet er rigt på mineraler og diamanter, men er blandt verdens mindst udviklede og mest isolerede lande.

Landets præsident er på niende år Francois Bozize, der kom til magten ved et militærkup i 2003.

Den Centralafrikanske Republik er også landet, hvor Mads Brügger lavede sin omdiskuterede film »Ambassadøren«.