Sidste chance i dag: 120.000 har glemt formue til gode
Har du efterløns-penge til gode?
Har du efterløns-penge til gode?
- Vi kan se, at omkring 120.0000 af de såkaldte ikke-efterlønsberettigede endnu ikke har hævet deres efterlønspenge, hvilket er meget mystisk, siger Verner Sand Kirk.
Da de for længst har opgivet retten til at få efterløn, er der nemlig ingen som helst grund til at lade pengene stå, forklarer han.
Skulle have hævet pengene
- De burde have hævet pengene allerede den 2. april, da der blev åbnet for udbetalingerne, siger han. De omkring 112.000 eks-efterlønnere, der har kridtet skoene og fået udbetalt opsparingen skattefrit, har hævet 3 mia. kr. – hvilket rundt regnet sparer dem for 1,2 mia. kr. til skattefar.
Verner Sand Kirk pointerer, at det nok i overvejende grad er dem, der har haft flest penge stående. Men han vurderer, at der sammenlagt er tale om 4-5 mia. kr. til eks-medlemmerne, hvilket betyder, at der stadig er 1-2 mia. kr. i kassen, som bare venter på at blive indkasseret.
- Jeg tror kun, at det i meget beskedent omfang skyldes, at de ikke er klar over, at de har betalt til ordningen. For a-kasserne har gjort et meget stort stykke arbejde for at orientere folk om, at de har mulighed for at hæve efterlønspengene, fortæller Verner Sand Kirk. Morten Kaspersen, der er forretningsfører for 3Fs a-kasse, er også dybt forundret.
Har sendt breve ud
- Vi har for ganske nyligt konstateret, at 16.000 af vores nuværende eller tidligere medlemmer – der er holdt op med at betale eller har meldt sig ud af efterlønsordningen - ikke har hævet pengene. De har ellers haft en optimal chance for at gøre det, som de mister efter den 1. oktober.
Han understreger, at alle nuværende og tidligere medlemmer af 3F har fået brev om, at de har indbetalt til efterlønsordningen og derfor kan have penge til gode.
- Jeg ved simpelthen ikke, hvad det kan skyldes. Selv om det måske drejer sig om mindre beløb, er det jo stadig penge, som man tilmed kan få udbetalt skattefrit, siger Morten Kaspersen.