De skreg sig hæse, viftede desperate med armene. Fortabte stirrede de op på de faldende tal. Gennem forsamlingen genlød et ord igen og igen. Shit.

Efter computergiganten Microsoft natten til i går blev kendt skyldig i at misbruge sit monopol, opstod der panik på det internationale aktiemarked. Og Microsofts ejer Bill Gates tabte på mindre end otte timer 85 milliarder kroner af sin samlede aktieformue.

Den bebrillede mand fra Seattle er dog stadig verdens rigeste med over 500 milliarder kroner i værdipapirer.

Samlet faldt det amerikanske aktiemarked 622 milliarder kroner. Men lige før dagens slutning var der stabilisering at spore. Og det desperate ansatte på New Yorks Stock-exchange kunne ved midnat (dansk tid) tørre sveden af panden.

Det var dommer Thomas Penfiled Jackson, der startede lavinen mandag klokken 17 (lokal tid). I et 56 sider langt dokument fastslog dommeren, at Bill Gates og hans firma var skyldig på fire vigtige punkter:

1: Microsoft har truet diverse PC-leverandøre til at benytte Microsofts egen Explorer web-browser fremfor blandt andet Netscapes (én af Microsofts konkurrenter).

2: Microsoft har forhindret PC-fabrikanter i at vise deres egen software på computerskærmen.

3: Microsoft har indgået underhåndsaftaler med internet-leverandører som AT&T og Apple i forsøg på at promovere deres egen Explorer og "undertrykke" Netscape m.fl..

4: Microsoft har undertrykt udviklingen af et nyt programmeringssprog "Java". I dag er over 90 procent af verdens computere udstyret med Microsofts eget "sprog" Windows.

Ultimativt kan dommer Jacksons afgørelse betyde en opdeling af Bill Gates milliardfirma. Gates selv kan miste adskillige flere milliarder. Titusinder af aktieejere, der har deres samlede formuer investeret i Microsofts aktier, kan blive truet af bankerot. Og mens Microsoft venter på dommerens beslutning angående straffens art, er adskillige af Gates konkurrenter begyndt af mave sig ind på markedet.

Således har Netscape allerede vundet seks procent i markedsandel siden nytår. Og selvom Bill Gates sværger, at han vil appellere og ultimativt vinde sagen, så er Microsofts magt på det internationale marked truet.

Det er den amerikanske regering, der for to år siden anlagde sagen imod Microsoft. Og efter afgørelsen natten til i går, var der positiv respons fra både Det Hvide Hus og justitsminister Janet Reno:

"Denne afgørelse vil på lang sigt være til fordel for samtlige computerbrugere. Og den vil fremover sikre fair konkurrence på markedet," sagde Reno.

Både Bill Gates og Microsofts nyudnævnte daglige leder Steve Ballmer holdt i går en rolig facade, da de over for pressen reagerede på Thomas Penfield Jacksons afgørelse. Men bag kulissen havde de fuldt gang i at forsøge at holde aktiemarkedet stabilt.

Tusindvis af aktieejere forsøgte at komme af med deres værdipapirer, mens prisen stadig var høj. Og dén flodbølge af aktivitet medførte selvfølgelig, at aktierne i stedet styrtdykkede.

I løbet af de næste tre måneder vil dommeren høre argumentation fra både Microsofts og regeringens advokater. Til sommer vil han efter al sanssynlighed være klar med sit oplæg til straf. Og først da kan Bill Gates appellere sagen, der kan tvinge ham til at knuse dét firma, han har ejet og styret i 25 år.