- Det er dybt uansvarligt, at de Konservative blokerer for det vigtigste løft af den danske folkeskole i en generation under to minutter i ringetid, siger Pernille Vigsø Bagge.

Reaktion kommer i forlængelse af, at De Konservative har blokeret for en reform af folkeskolen ved at stille krav om et lavere undervisningstimetal end andre partier, samt krav om at lektiehjælp gøres frivilligt.

- I løbet af forhandlingerne er det blevet tydeligt, at de har været meget optaget af at promovere sig selv. Det viser ikke bare forløbet, men også Barfoeds tomme retorik, hvor han har råbt op om ‘socialistiske eksperimenter’ om ting, der også var på tapetet under hans egen tidligere regering. Mere useriøst bliver det vel ikke, siger SF’s folkeskoleordfører Pernille Vigsø Bagge.

- Regeringen har givet indrømmelser undervejs, men det er jo ikke muligt at nå til en forståelse med et parti, der spekulerer mest i, hvor meget TV-tid de kan få.

- Jeg kan blive helt i tvivl om, hvor meget af reformen, de Konservative egentligt har forstået. Men det konservative benspænd for lektiehjælp i folkeskolen taler sit eget tydelige sprog om, at de ikke deler interessen for folkeskolens svage elever og for at få løst problemet med, at alt for mange ikke får en ungdomsuddannelse. Det er dybt beklageligt, siger Pernille Vigsø Bagge.

Hvorfor ikke forsøge endnu engang at finde frem til et forlig med De Konservative ved at gøre lektiehjælpen frivillig?

- Jamen, sagen er den, at vi i forvejen har lavet et kompromis om lektiehjælpen. Barfoed var imod tvungen lektiehjælp, og derfor har vi gjort det obligatorisk for skolerne at udbyde det, men frivilligt for eleverne at deltage i det. På den måde kunne de dygtigste elever bruge tiden på at blive dygtigere på andre punkter.

- Vi snakker videre med Venstre og Dansk Folkeparti. Ja, lige nu holder vi en lille kaffepause, men vi prøver at finde en løsning, som vi kan blive enige om at køre videre med. Eventuelt først efter næste valg, siger Pernille Vigsø Bagge.